Kære læser – velkommen til Weekendavisens nye morgenformat, hvor vi hver morgen giver en opdatering på en af dagens eller tidens vigtigste historier. I dag er vi taget til stort vælgermøde med Morten Messerschmidt for at forstå Dansk Folkeparti anno 2026.

En speakerstemme siger navnet. Som er det en fanfare. Han kommer ind – sortklædt i jakkesæt med kridhvid skjorte, slips og skinnende sko – og slår inviterende ud med armene til stort bifald.

Det er Mortens aften. Hvis ingen andre ligefrem tripper for at rulle en rød løber ud og få en til at skinne som kongens nyslåede mønt, kan man gøre det selv.

Vi er til politisk andagt i Bremen Teater i København med Morten Messerschmidt. 650 har valgt at betale 120 kroner for at lytte til Dansk Folkepartis formand.

»Da jeg voksede op, var alle unge venstreorienterede,« siger han. Og Messerschmidt lægger til, at højreorienterede var egoister, Danmark var ligegyldig, og ægte samfundsengagement gjaldt en landsby i Afrika.

Ritzau Scanpix

Budskabet er hans egen lykkerus ved at opdage, at han faktisk ikke var venstre-, men højreorienteret.

Han går herefter over til at gøre grin med woke – med krænkelsesentusiasme og »72 køn«. Og med liberalisme. Som har »det til fælles med teenagere, at begge er halvbagte«. Der klappes. Der er medvind i salen. 

»Ny begyndelse«

Storskærme flankerer scenen med spørgsmålet: »Skal vi gøre noget ved det?« Hvilket synes at have et dobbelt budskab. For det første, at den er helt gal med Danmark. Og ønsker man at gøre noget ved det, skal det gøres med Morten Messerschmidt.

Ræsonnementet synes indlysende. Det er valgår. Og DF-lederens valgkamp er skudt tidligt i gang. Af nødvendighed. Han står ikke et fedt sted for tiden. De sociale medier glemmer aldrig. Eksempelvis at Messerschmidt for godt et år siden fandt det fortrinligt, at ansvaret for USA tilfaldt Trump. »Det giver nogle fantastiske muligheder for en helt ny begyndelse for Vesten,« sagde Morten Messerschmidt til Berlingske.

Man skal tyvstarte for at løbe fra den slags udsagn i disse dage. Samt fra at have opsøgt Trump for et år siden i Mar-a-Lago, endda efter denne havde lanceret sin plan om Grønland.

Så her er vi følgelig til Mortens aften med en mand, hvis figur, vilje og trods trækker vod i folkedybet i håb om at støde på en stime, han kan indfange.

IQ i Somalia

»Gad vide, om Mette er her,« siger en kvinde på rækken bagved. Med tydelig forventning. Som om setuppet i sig selv antyder det. Scenen er et illuderet bibliotek. Med bagtæppebillede af en bogreol, tunge engelske lædermøbler og en antik globus på mahogniben.

Filmmanden Peter Aalbæk og debattør Julie Grove kommer ind og sætter sig. Der tales om det at finde en god og klog ægtefælle. Aalbæk erklærer, at hans IQ er meget lav, »omkring 92«. »Det er vist det samme som gennemsnittet i Somalia,« skyder Messerschmidt ind. Salen ler højt og hjerteligt.

Familien er i overhængende fare, hævdes det. Singlekulturen slår angiveligt alt godt ihjel. Det ansvarsforflygtigende, individorienterede samfund ødelægger hele nationen. »Ja, du kan jo blive gift med staten, du behøver ikke en mand for at få børn,« siger Messerschmidt.

Vi er i Bremen vidner til den moderne politiske scenekampagne. Den blev egentlig opfundet af Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh, der med stor succes og tililende ungdom afholdt vækkelsesmøder i begyndelsen af årtiet. Dansk Folkepartis bagland er heller ikke bleg for at medgive, at inspirationen kommer herfra. Går Mortens aften her i Bremen godt, kører man videre ud i landet.

»Taberregion«

Alex Vanopslagh kommer ind og sætter sig i lædersofaen på scenen. »Min gode ven,« siger Messerschmidt.

De taler om det solide og nødvendige borgerlige sammenhold. De berører et par uenigheder – eksempelvis DF-formandens ubehag ved det liberale. Men i al venskabelighed. »Jeg kommer ikke til at sige noget dårligt om mine venner i den borgerlige blok,« siger Vanopslagh, og alle ved, at tvekamp er udelukket.

LA-formanden siger tilbagelænet – med tungen i kinden, som det hedder: »Du sørger for at smide udlændinge ud af landet, jeg sørger for at smide skatterne ud.«

Et af aftenens største bifald brager løs.

»Vi er en taberregion, der er bare ingen, der har fundet ud af det,« siger Messerschmidt blandt andet. »EU er Titanic – efter det har ramt isbjerget,« siger han. Og »jeg er ikke Donald Trump. Jeg er ikke optaget af at indtage andre lande. Jeg vil bare gerne have andre lande ud af Danmark«, lyder det.

Salen klapper løs. Her prædikes uomgængeligt for de omvendte. Og man tænker, at om lidt rejser alle sig og begynder at råbe: »Danmark! Danmark!«, ligesom i DRs hedengangne satireprogram Tæt på Sandheden. Bare uden ironi.

De to partiformænd enes om, at det borgerlige Danmark »går en god tid i møde.«

Ny ungdom

Da Morten Messerschmidt overtog Dansk Folkeparti, lignede partiet et begravelsesoptog, der gik omveje i forsøget på at undgå hullet. På et tidspunkt bejlede DF endda ivrigt til Venstres frafaldne Inger Støjberg for at få hende til at overtage forretningen.

Messerschmidt har siden bakset møjsommeligt med genopstandelsen. En aften som denne giver ham en synlig tro på, at det kan lade sig gøre.

Efter et sidste gæstepar i form af debattøren Eva Selsing og børs- og bankmanden Nikolaj Lippman har været på scenen – og tale om, at »Vesten er svækket« – kommer Mortens opløftende udgangsbøn.

Ungdommen af i dag er blevet borgerlig. Danmark vil også blive borgerlig. Landet vil rejse sig. Og hvis nogen har lyst til at mødes bagefter ude i baren til en drink og en snak om det, så er han klar. 

»Skal vi gøre noget ved det,« siger Morten Messerschmidt og forlader scenen. Hvorefter en lang kø for at give ham hånd på det hele former sig ude i lobbyen. Den synes at forsikre alt og alle i Bremen – og måske ikke mindst ham selv – om, at det er hans aften.

I øvrigt …

I dag er det et år siden, at Donald John Trump tiltrådte som amerikansk præsident. En opinionsundersøgelse i denne anledning for CNN er ikke præsidenten eller hans politik venligt stemt.

Især ikke, når det gælder planen om at erhverve Grønland. 75 procent af amerikanerne er, ifølge undersøgelsen, imod at USA overtager Grønland.