Først og fremmest. Erhvervsminister Morten Bødskov har meldt afbud til en grønlandsk erhvervsmesse, hvor Trumps særlig udsending deltager. Danmark mangler en regering.
Morten, hvor blev du af?
Jeff Landry besøger i disse dage for første gang Nuuk, der på alle tænkelige måder er fremmed for ham, og han for den. Han er guvernør i sydstaten Louisiana og har aldrig besøgt Grønland før nu som Donald Trumps særlige udsending til landet. Alle store fortællinger begynder som bekendt med, at en fremmed kommer til byen og mere eller mindre forsætligt forstyrrer og forandrer det bestående. Landry forstyrrer indtil videre mere, end han forandrer. Men når han stikker til det grønlandsk-danske forhold, som var det en voodoo-dukke, kan det mærkes i hele kongeriget.
Til et så vigtigt besøg på et kritisk tidspunkt har Danmark meldt afbud under henvisning til den parlamentariske situation i landet. Situationen er, at de danske politikere »lige vender skråen« og ser, »om der kommer bukser af det skind« i historisk lange regeringsforhandlinger, når den for grønlænderne fremmede Jeff Landry kommer til Nuuk.
