Norges rigeste mand – den 82-årige milliardær John Frederiksen – satte sidste år sit enorme palæ i London til salg. Har man to milliarder kroner, kan ejendommen på 2700 kvadratmeter med egen balsal og byens tredje største have fortsat erhverves. Den er ikke solgt.

Frederiksen er flyttet til De Forenede Arabiske Emirater. For Storbritannien »er gået ad helvede til«, som han udtalte, da han forrige sommer satte sit “hus” på markedet. Den britiske Labour-regering har således afskaffet de fordelagtige skatteregler for udlændinge med bopæl i landet (non-domiciled) og dermed fjernet beskyttelsen af globale formuer og indtægter.

Originalfoto: Henry Nicholls/REUTERS/Scanpix

Tilfældet Frederiksen er dog ikke unikt. Det er en tendens. I årevis flokkedes verdens rigeste om de dyreste boliger i London. Nu er de på vej ud af byen igen. Og priserne på luksus-boliger falder og falder, skriver den britiske avis The Guardian.

Mæglerkæden Savills vurderer, at boligejere, der købte på toppen, i dag kan stå med tab på 20-25 procent. Og faldet vil fortsætte, hedder det.

»Hånden på hjertet, så tror jeg ikke, vi har nået bunden af markedet endnu,« siger markedsanalytikeren Anthony Payne til The Guardian.

Faldet har været særligt markant i Westminster – der omfatter velhaverkvarterer som Marylebone, Belgravia og Mayfair – hvor priserne er faldet med 25,4 procent på årsbasis. I City er priserne faldet med 20,4 procent, og i Kensington og Chelsea med 14,7 procent.

London er fortsat Europas finanscentrum, hvilket skaber enorm rigdom. Den primære drivkraft bag er distriktet City of London - kendt som "The Square Mile" - hvor en af verdens tætteste koncentrationer af internationale banker, forsikringsselskaber og kapitalfonde residerer. Men visse af disse foretagender er tillige begyndt at søge mod Frankfurt, Paris og andre steder.

Jeremy Gee, der er direktør for ejendomsmæglerfirmaet Beauchamp Estates – der specialiserer sig i ultra-eksklusive boliger – er ikke i tvivl om, at nedgangen hovedsageligt skyldes, at ekstremt velhavende personer har forladt og forlader Storbritannien, især efter afskaffelsen af ​​den såkaldte "non-dom"-skatteordning.

»Der er en gruppe mennesker, der for nylig har forladt Storbritannien af ​​mange forskellige årsager, men primært på grund af skatteforhold,« siger han.

Ifølge en undersøgelse fra 2025 fra Henley & Partners, som rådgiver velhavere, har anslået 16.500 rige mennesker forladt Storbritannien, siden Labour i 2024 overtog regeringsmagten.

Analytikeren Anthony Payne siger til The Guardian, at liebhaver-London skød op mod himlen i forrige årti, men er blevet ramt af Brexit, covid-pandemien, højere ejendomsskatter og markant stigende låneomkostninger, hvilket bør føjes til afskaffelsen af den fordelagtige skatteordning for internationale formuer. 

Det er ikke kun milliardærer, der sælger palæer med parklignende haver. Det er også millionærer, der sælger mindre, men stadig eksklusive boliger. Som Harry Dawes, en mægler med base i Belgravia, eksemplificerer over for den britiske avis: »Der er en lejlighed på Pont Street, fem minutters gang fra Harrods (det berømte stormagasin, red.), som blev solgt for 4,4 millioner pund i 2014 og senere for 3,5 millioner pund. Nu kan den købes for 2,5 millioner pund.«

Den lange liggetid på norske John Frederiksens usolgte palæ nævnt eller ej. Der er lyspunkter. Eller rettere: Der er en enkelt meget opsigtsvækkende handel, når det gælder markedets absolutte topklasse for milliardærer – det såkaldte “super-prime”-marked. I år har milliardæren Nick Candy - donor for Nigel Farages Reform UK - solgt sin bolig i Chelsea for knap 2,4 milliarder kroner. Salget menes at være den største handel i det britiske boligmarkeds historie.

Labour-regeringens kritikere hævder, at den vedvarende udvandring af de meget velhavende vil udvikle sig til en masseudvandring, der vil tildele landets økonomi et hårdt slag. Som Business Times skriver: 

»Christopher Rokos, en britisk milliardær, hedgefondforvalter og filantrop, har for nylig annonceret, at han flytter sin skattemæssige bopæl fra Storbritannien til Grækenland. Alan Howard, en anden hedgefondmilliardær, er allerede flyttet til Schweiz. Og mange af verdens rigeste, der tidligere havde den britiske hovedstad som hjemsted – folk som finansmogulen Kurt Bjorklund, stålmilliardæren Lakshmi Mittal og den egyptiske industrimand Nassef Sawiris – har også for nylig flyttet deres primære bopæl og formue til andre lande.«

Times påpeger, at de økonomiske konsekvenser af en sådan masseudvandring er uomtvistelige. Alene Christopher Rokos anslås at have betalt 330 millioner pund (knap 3 milliarder kr.) i britisk skat i 2025, hvilket gør ham til landets tredjestørste individuelle skatteyder. Det svarer til den samlede skattebetaling for 21.000 gennemsnitlige britiske husstande.

Labour-regeringen melder hus forbi, som man siger.

I øvrigt…

Der er foreløbig blot solgt få billetter til den udskammede stjerneskuespiller Kevin Spaceys optræden i Falkonersalen i København, skriver Ekstra Bladet. Showet, der beskrives som 'intimt', finder sted lørdag 28. november og hedder 'Kevin Spacey - Songs & Stories'.

Billetsalget åbnede i juni, men flere måneder senere er der ifølge billetoversigten hos udbyderen Karabas kun solgt få hundrede billetter ud af omkring 2000 ialt. Ekstra Bladet har forgæves søgt svar på, om showet står til at blive aflyst.