De vidste, at det skulle være deres træ, så snart de så det. Placeringen var perfekt: Det store bøgetræ vender mod skovsøen, og når solen går ned over vandet, rammer strålerne træet så smukt.

Sidst Palle-Michael Nygaard Pedersen og hans hustru, Anne Schmidt, besøgte træet i skoven her ved Ledreborg Slot, var det endnu frostgrader – hun var helt blå af kulde – men de havde taget kaffe med og sad lænet op ad stammen og så ud over søen. Her har han roet i robåd med sin far som barn. De kom kørende hertil på traktor, og af og til spiste de lagkage på restauranten ved siden af søen. I dag har Palle-Michael Nygaard Pedersen stadig et særligt forhold til skoven. Det samme har hans hustru fået.