Det lignede en kikset selskabsleg til en børnefødselsdag, det format Danmarks Radio havde valgt til den store duel mellem statsministerkandidaterne Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V) søndag aften i bedste sendetid. 

Med dødt løb mellem blokkene var meget på spil. Efter at have overrasket alle ved at hamle op med sin modstander under den første statsministerduel på TV 2 sidste søndag har Troels Lund Poulsen gennem den forgangne uge konstateret, at vælgerne ikke kvitterede for indsatsen.