Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, har gennemgået en vellykket lungetransplantation på grund af livstruende lungefibrose. Kronprinsessens indlæggelse må – trods sygdommens og indgrebets alvor – udgøre en tiltrængt timeout. For såvel hende som det norske kongehus. Det ligner et pusterum i den kamp for omdømme og agtelse, de befinder sig i.

Lige præcis Mette-Marit og hendes søn fra et tidligere forhold, Marius Borg Høiby, der mandag under stort presseopbud blev idømt i alt fire års fængsel for talrige forhold – herunder voldtægt – symboliserer den nye ordning for det norske kongehus. Og de gør det på den kedelige måde. En ny ordning, hvor de kongelige skiller nationen i stedet for at samle den som i den gamle ordning. Og sidstnævnte ligner om noget kravet til det moderne repræsentative monarki. Man må ikke gå ned på popularitet.

Næsten halvdelen af nordmændene ønsker ikke at se kronprinsesse Mette-Marit som Norges dronning. Og ifølge NRK mener blot halvdelen af de unge, at monarkiet i det hele taget bør bestå efter kong Harald.

Foto: Lise Åserud / NTB /Scanpix
Foto: Lise Åserud / NTB /Scanpix

For at forstå alvoren i tallene skal man vide, at opbakningen fra nordmændene til deres kongehus for ikke mange år siden var plus 80 procent. I februar i år faldt dette totale tal til 60 procent, ifølge Norstat. Foruden opbakningen til kongehuset målte denne undersøgelse også populariteten af den kongelige familie. I den måling fik Mette-Marit en score på 3,7 ud af 10. Halvandet år forinden havde kronprinsessen en måling på 7,4.

Det handlede ikke mindst om kronprinsessens rolle i de famøse Epstein-filer. Eller som kulturkommentator Anne Sophia Hermansen skrev i Weekendavisen i februar angående Mette-Marits venskabelige udvekslinger med seksualforbryderen Jeffrey Epstein, tre år efter at han var blevet idømt 13 måneders fængsel for at udnytte unge piger og tvinge dem til at levere seksuelle ydelser: 

»Kronprinsessen var åbenbart ligeglad. Korrespondancen fortsatte i årevis, og hun besøgte ham endda i Palm Beach i Florida, hvorefter hun udvekslede rejsetips, julehilsner og boganbefalinger med ham iblandet opfordringer til at 'redde' hende fra kedelige arrangementer og en besked om, at han var 'meget charmerende'.«

Kronprinsessen optræder over 1.000 gange i Epstein-filerne. Hun hævdede siden, at hun blev manipuleret og snydt.

Straffelovssagen mod Mette-Marits søn Marius Borg Høiby er tillige en enorm prøvelse for det norske kongehus. Som den norske kulturredaktør Bernhard Ellefsen har skrevet i Weekendavisen:

»Mens andre kongehuse trods alt er bygget på en vis afstand og ophøjethed over for folket – og således er sammensat af undtagelsesmennesker – er det norske grundlagt ud fra nærhed til folket. Kongefamilien har stået på ski og kørt med sporvogn, den går på fjeldvandring og deltager i litteraturarrangementer, den flytter op i en fjeldhytte i ferierne. Denne folkelighed har været dens stærkeste ressource lige siden 1905. Nu bliver folkeligheden sat på en hård prøve.«

Mette-Marits ældste søn er blevet idømt to år og otte måneders fængsel for to voldtægter, samt et år og fire måneder for vold i nær relation, transport af 3,5 kilo hash og en række andre lovovertrædelser.

Borg Høiby har valgt at anke dommen. Det vil sige, at dens tunge vidnesbyrd om en familie i krise fortsætter og fornyer sig ind i næste år.

En kongelig familie skal forene en nation, ikke dele den. Den skal bringe samhørighed, ikke uoverensstemmelse. Den skal fylde alles forestilling om det perfekte familiealbum. Folks egne historier slettes ofte umærkeligt for hver ny dag. De kongeliges skal minutiøst kortlægges og bogføres hver uge. Det repræsentative monarki er den uindtagelige bastion i en omskiftelig tid. Det er til stadighed opfyldelsen og udlevelsen af det bedste af alt det væsentligste og mest rodfæstede. I ægteskab, børn og familie.

Ingen sætter imidlertid billeder af kriminelle venner eller de nærmestes fængselsophold ind i deres fotoalbum.

Nordmændene kommer tydeligvis til at fortsætte debatten om, hvorvidt deres kongehus bør bevares, ændres, revses med mere. Findes den debat overhovedet i Danmark? Der er mulighed for alle læsere for at give et bud i debattråden længere nede.

I øvrigt ...

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey kommer til Danmark med sit musikalske show Songs & Stories den 28. november, hvor han går på scenen i Falkonersalen på Frederiksberg.

Det skriver kulturmediet Soundvenue.

»Kevin Spacey forener musik, personlige fortællinger og visuelle elementer i en sammenhængende og stemningsfuld scenisk oplevelse,« står der i beskrivelsen af showet.

Spacey akkompagneres af et jazzband og vil »fremføre tidløse klassikere« fra den amerikanske sangskat.