BRUXELLES – Det oser af god stemning på de fotos, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har lagt op på sin Twitter-profil. Hovedrolleindehaveren er Donald Tusk selv, der smiler bredt, slår ud med armene, trykker hænder og jovialt klapper ryg med skiftende stats- og regeringschefer i EU. Dømt ud fra pletskuddene på Tusks Twitterprofil har det nærmest været en leg at sammensætte det nye hold af politikere, der efter planen skal indtage EUs topposter til november.

Men der er tale om et skønmaleri. Faktisk var det en så pinagtig affære at få 28 stats- og regeringschefer til at enes, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, undervejs kaldte det »en fiasko«, der skader Europas og fællesskabets image. Det krævede nemlig tre topmøder, mere end 50 timers forhandling i baglokaler og forkastelsen af flere masterplaner, før Donald Tusk omsider kunne tweete billederne af kompromisets firkløver.