Læserbreve

MeToo og mænd

Jacob Mohr Jensen, antropolog Thorsvej 33, 9870 Sindal

Modsat hvad man somme tider kan læse på diverse sociale mediers kommentarspor og høre prominente offentlige figurer udbasunere, udelukker hensynet og den almene respekt til det modsatte køn ikke, at vi kan komplimentere, flirte eller sågar score hinanden på kryds og tværs. Tværtimod må udviklingen i MeToo-kampagnens ånd i bund og grund være til alles fordel … såfremt vi altså gør en indsats og tillader os selv at få øje på det.

Det engelske udtryk »nice guys finish last« anvendes ofte som årsagsforklaring til at beskrive den frustration, man kan opleve, når ens bestræbelser på at kurtisere ved at udvise respekt, galanteri og oprigtig interesse ikke imødekommes efter ens eget hoved. Samtidig betragter man måske, hvordan andre opnår den ønskede succes via langt mere ufine metoder. Rationalet er med andre ord, at man er nødt til at have de metaforiske rundsave monteret på albuerne og helst opføre sig lidt som et svin, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at have en chance blandt det modsatte køn. Følelsen hos den afviste eller oversete kan selvfølgelig være reel nok. De fleste kender nok til fænomenet eller følelsen af at blive »friendzoned«, hvor en venskabelig relation forbliver ved det venskabelige på trods af den enes ønske om mere. Spekulationer om, hvorvidt man måske har været for sød for sit eget bedste, begynder at rodfæste sig.

I nyere dog langt mere grelle tilfælde findes de såkaldte »incels«, som lever i ufrivilligt cølibat, og som føler, at omverdenen og kvinder især skylder dem bestemte anerkendelser deres selvopfattede anstrengelser taget i betragtning. Dette fænomen er dog en sag helt for sig selv, som oftest skyldes en kombination af flere sociale udfordringer. At det i det lange løb skulle kunne betale sig at være ubetænksom, er efter min klare overbevisning en myte. En til tider overbevisende én af slagsen, men en myte ikke desto mindre.

MeToo-bølgen lader i denne omgang til at have fået bedre fat end tidligere, hvilket må betragtes som en klar sejr for kvinder generelt. Her tænker jeg naturligvis ikke på de mange hændelser, der har ført til, at kampagnen i første omgang er nødvendig, men den kursændring, der langsomt, men forhåbentlig sikkert er undervejs. Også vi mænd har mere at vinde end at tabe på denne kurs. Min henvendelse til primært mine egne kønsfæller skal derfor heller ikke læses i en moraliserende eller mistroisk tone, men tværtimod med begejstring i budskabet. Bør vi ikke glæde os over, at hensyn og empati er det nye sort? Og at behovet for den påtagede hårde facade og bryske adfærd, som ingen i øvrigt har bedt om, langsomt løber ud i sandet? Jeg mener naturligvis ikke, at den almenmenneskelige respekt først nu er en kvalitet, som eftertragtes i en romantisk sammenhæng, men snarere at vi som samfund i nu stigende grad nægter at sidde overhørig med det modsatte.

Det er mit håb, at det med tiden bliver klart, at hele denne diskussion ikke hviler på et nulsumsprincip, hvor den enes succes afhænger af den andens tab, som mange ellers gerne vil fremstille det. Vi behøver ikke at give noget op, for at flere kan trives bedre, andet end de sider af os selv, som jeg tror, de færreste af os ønsker at pryde os selv med.

MeToo og skolen

Rikke Johansen, folkeskolelærer på Vibeskolen i Ullerslev

Danmarks Lærerforening har forleden gjort opmærksom på, at de også iværksætter undersøgelser af, hvorvidt sexisme findes i folkeskolen. Min påstand er – selvfølgelig findes sexismen også her. Jeg byder derfor undersøgelsen velkommen. Men jeg håber også, at hele den bølge, der har rejst sig med Sofie Linde, ikke kun udmønter sig i undersøgelser for de ansatte i folkeskolen. Det er på tide, at vi som dannelsesinstitution og uddannelsesinstitution tager et større ansvar i bekæmpelsen af de kønsstereotype opfattelser, der findes i vores samfund, og som på sigt fører til sexisme og seksuel chikane på arbejdspladser.

Denne stereotype forståelse starter allerede tidligt i livet, og den videreføres i folkeskolen, hvor vi som uddannelsesinstitution ikke har været gode nok til at give vores børn og unge et nuanceret forhold til køn og kønsroller. Drenge og piger bliver mødt i skolen af lærere og pædagoger, som ikke har den relevante uddannelse i, hvordan man giver kønnene lige muligheder. Vi fastholder vores børn i en gammeldags og utilsigtet forståelse af deres køn.

Til trods for at vi ved, at individuelle forskelle inden for kønnene er langt større end forskellen på drenge og piger, bliver vi ved at lave undervisning, hvor piger og drenge fastholdes i bestemte kønsroller. De larmende og urolige drenge over for de søde og pligtopfyldende piger. Vi inddeler ofte drenge og piger i grupper efter deres køn og tager dermed ingen hensyn til, at den enkelte elev måske overhovedet ikke passer i denne stereotype forståelse. Det bliver tit italesat, at drenge er bedre til matematik og fysik, og piger bedre til at drage omsorg og passe på hinanden. Denne forståelse af køn og kønsroller forplanter sig til vores videre liv, i vores valg af uddannelse og i den måde, mænd og kvinder omgås hinanden på senere i livet. Den er med til at skabe uhensigtsmæssige kulturer på arbejdspladsen og fastholde både kvinder og mænd i bestemte kønsroller. Kønsroller, der udmønter sig som sexistisk kultur på en arbejdsplads.

Som folkeskolelærer har jeg en drøm for den næste generation af piger og drenge. En drøm om at sætte kønnene fri. Fri til at tage oprigtige valg, som bunder i, hvem de er, hvad de kan, og hvad de vil. Valg, der ikke baseres på deres forestilling om køn. Hvis den drøm skal realiseres, er det vigtigt, at vi som dannelsesinstitution og uddannelsesinstitution klæder vores børn og unge på til at møde verden med et langt mere reflekteret og nuanceret syn på køn og kønsroller. Det er min påstand, at hvis vi vil sexismen til livs i samfundet, så er skolen en stor og vigtig del af løsningen.

Åbningstale

Hans Lassen, ph.d., konsulentfirmaet Sisyfos Niels Juels Vej 18, 5700 Svendborg

Mette Frederiksen har lige holdt sin anden åbningstale til Folketinget. Sidste år var det store slagnummer, at det danske samfund skulle befinde sig i en omfattende tillidskrise som følge af indvandringen. Den påstand fremførte hun meget skråsikkert, til trods for at noget af den bedste forskning, vi har på området, viser, at den sociale tillid – det vil sige tilliden til mennesker, som vi ikke kender – er steget fra 50 til 80 procent i perioden fra 1980 og frem til i dag, jævnfør studier udført af professor Peter Thisted Dinesen og hans kollegaer på Københavns Universitet.

I år er denne alarmerende påstand om en omfattende og fundamental tillidskrise i samfundet pist væk. I stedet taler Mette Frederiksen om, at handlekraften i det danske samfund er intakt, og at sammenholdet er stærkt, hvorfor hun aldrig har været mere optimistisk på Danmarks vegne.

Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Indvolde

Sten Beckett, tandlæge emeritus Strandtoften 6, 5600 Faaborg

Det var dog en sørgelig historie, Anders Boas skrev i Kultur den 2. oktober om sine triste erfaringer og mislykkede forsøg på at komme til at holde af hjerter i flødesovs. Og det er specielt sørgeligt i en tid, hvor den grønne omstilling og madspild nærmest er øverst på pressens spiseseddel. Ideen med, at hjerter ikke skal smage af hjerter, og lever ikke skal smage af lever, er forfærdelig fattig.

Det svarer til, at en kunstmaler fravælger 75 procent af palettens farver i sin kunst, eller at en pianist ikke slår på de sorte tangenter, at dur, mol, synkoper og andre finurligheder ikke bliver brugt, og Lille Peter Edderkop forbliver normen. Eller at der udelukkende bliver serveret stegt flæsk med persillesovs og is til dessert på stjernerestauranterne.

Kalvelever skal selvfølgelig smage af kalvelever, gerne med krydderier, der aldrig må overgå den sande smag. Svine-, lamme- eller gåselever skal smage af lever med svine-, lamme- eller gåsesmag med den tvist, at det giver en ekstra smagsoplevelse.

Ligeledes med hjerter af okse, kalve og svin.

I weekenden skriver Charlotte Branner i Politiken »Ud med kødet – ind med alger, sprutter og skidtfisk: Forskere anbefaler, at vi skifter kødet ud med alt godt fra havet, når vi skal have mere klimavenlig kost på tallerkenerne ...«

Og hun har så evigt ret: Giv smagsløgene en fest ved at præsentere dem for blæksprutter, sildehaj, skidtfisk og hele taskekrabber (hvor det bedste sidder i kroppen, som ikke må kasseres og smides i havet). Gå på opdagelse i den verden af fisk og skaldyr, som ligger lige uden for hoveddøren.

Smagsløgene og lugtesansen kan skelne hundredetusinder forskellige varianter – giv dem dog oplevelser, så de ikke sygner hen i en verden af neglekt og kedsomhed på baggrund af dovenskab og ulyst til at forsøge sig med andet end det, vi plejer.