Luftigt. »Åndelig oprustning? Med al respekt – begrebet gør mig lidt mat.« Finske Emma Vasström skriver om forsvarsmentalitet i Finland, Sverige og Danmark.
Kampen mod skammen
SOM FINNE ER det tankevækkende at være vidne til danskernes opvågnen til en debat i medierne om et kollektivt forsvar af Danmark. Som følge af denne debat indser jeg, hvad mit eget land har at byde på sammenlignet med det, man i Danmark kalder »åndelig oprustning«. Der findes ingen tilsvarende diskurs i Finland. Svaret på jeres spørgsmål – hvad skal vi slås for? – er så selvindlysende for os finner, at emnet slet ikke diskuteres.
Finnerne er ikke nogen homogen befolkningsgruppe. Vores historie har budt på en borgerkrig, hvor befolkningen bekendte kulør til den hvide eller den røde side. Selv er jeg finlandssvensker med en finsktalende far. Mit liv har været præget af bestræbelsen på at beskytte mit sproglige mindretals identitet, ofte i modvind. Men når det drejer sig om at være finne, om at definere, hvem vi er, og hvad vi vil forsvare – da vil jeg påstå, at der hersker en selvindlysende, omend stiltiende konsensus.
Del: