Strandet. Mens europæiske IS-tilhængere skal straffes i de lande, hvor de har begået forbrydelser, har vestlige regeringer ikke et godt svar på, hvad vi gør ved deres børn. Rundt om i Europa forsøger bedsteforældre at gå rettens vej for at få deres børnebørn hjem.
Kalifatets børn
BRUXELLES – Køjesengen er nyredt, og på hylder står børnebøger, legetøj og spil klar til at blive læst i og leget med. Nattøj med Spiderman-motiv er for længst indkøbt, og ude i entréen hænger seks små skoletasker side om side på hver sin knage. Det eneste, der mangler i lejligheden i en forstad til belgiske Antwerpen, er Fatihas seks børnebørn.
Lige nu bor de i telte i flygtningelejren Al-Hol i det nordlige Syrien. Deres to mødre, Bouchra Abouallal og konvertitten Tatiana Wielandt, er svigerinder og rejste fra Belgien i 2013 med hvert sit lille spædbarn på armen. Dengang var de to kvinder teenagere, og sammen med cirka 400 andre belgiske IS-sympatisører ville de bygge et kalifat op. Men planen gik ikke, som kvinderne drømte om. Mens børneflokken voksede, døde deres mænd i kamp. Da de to kvinder giftede sig igen, gentog historien sig.