Indiens landsfader Mahatma Gandhi bød folk at være den forandring, de ønskede at se i verden. Men han havde nok ikke forestillet sig, at kakerlakkerne skulle kunne kræve forandring fra Indiens nuværende stærke premierminister. 

I hele sin politiske karriere har Indiens stærke mand Narendra Modi nemlig været tilsyneladende usårlig. Siden 2002 har han aldrig tabt et valg, han stillede op til. De seneste 12 år har han som premierminister siddet tungt på fortællingen (læs: sin egen) om Indien. På informationsstrømmen. På medierne – såvel de publicistiske som de sociale.

Men en ungdomsbevægelse, der kalder sig kakerlakkerne, har samlet sig i store, landsdækkende demonstrationer mod sløje fremtidsudsigter og ungdomsarbejdsløshed. I weekenden betød protesterne, at Modi måtte lade sin uddannelsesminister gå. Det er en sensation i verdens største demokrati.

Foto: Sajjad Hussain, Scanpix

Det begyndte i maj måned. Næsten tre millioner studerende fik deres eksamener aflyst eller udsat, fordi eksamensopgaver på blandt andet medicinstudiet var blevet lækket, og nogle elever havde opnået livsvigtig forhåndsviden om prøven. Livsvigtig, fordi uddannelsen er det eneste, der for alvor kan udgøre social mobilitet i det klasse- og kastedelte Indien. Det er ikke unormalt at betale svimlende summer for privatundervisning og -lektioner i forbindelse med studierne.

De aflyste eksamener fik hundredtusinder på gaden i protest. Enten var det den indiske højesteretspræsident, Surya Kant, der kaldte arbejdsløse unge for kakerlakker, eller også var det internethumor – trolling – der ændrede navnet på Narendra Modis hindunationalistiske »Bharatiya Janata Party« til »Cockroach Janta Party«. Det er også lige meget. En ny bevægelse var født. Kakerlakpartiet har nu mere end 26 millioner følgere på det sociale medie Instagram. Indiens Generation Z, bevæbnet med deres mobiltelefoner, er gået på gaden og gået viralt i en sådan grad, at Narendra Modi, der ellers som premierminister har haft mere eller mindre patent på at udlægge folkestemningen i medierne og på sociale medier, blev overdøvet. Hans regering forsøgte at fjerne kakerlakpartiet fra sociale medier af hensyn til den nationale sikkerhed. Men han blev slået på egen bane. 

I weekenden lovede Modi hårde straffe ved særlige domstole til dem, der måtte have været involveret i læk af eksamensopgaverne. Få timer senere begærede hans uddannelsesminister, Dharmendra Pradhan, sin afsked, og Cockroach Janta Party – ikke Modi – bad demonstranterne at gå hjem.

At Modi har givet indrømmelser efter protesterne, er en særdeles bemærkelsesværdig udvikling. Modi har set fuldstændig usårlig ud, også ved de store landbrugsprotester i 2020 og 2021. Også selvom han og Bharatiya Janata Party mistede deres absolutte flertal i parlamentet ved valget i 2024. Men ungdomsprotester lignende dem, vi ser i Indien nu, har de senere år væltet regeringer i Indiens nabolag. Så spørgsmålet er, om kakerlakkerne spreder sig.

I øvrigt

Flere personer er lørdag kommet til skade og en er død, efter at en bil er kørt ind i en menneskemængde i tyske hovedstad Berlin under et pride-arrangement, hvor op mod en halv million deltog. Efterfølgende er en menneskejagt sat ind, og politiet leder efter en formodet gerningsmand, der er kendt fra det islamistiske miljø.