KABUL – Tæppet, som skulle vise bederetningen mod Mekka, ligger sammenrullet foran indgangen til Al Taqwa-moskeen, plettet af imam Samiullah Rayhans blod. Det er en uge efter, at mullah Rayhan, som han var kendt, blev dræbt af en bombe her i moskeen, midt under fredagsbønnen.

Det kunne ikke have været mere symbolsk: Den kritiske imam blev gjort tavs, netop som han var i færd med at udbrede sin version af islam – en fortolkning, som ikke faldt i god jord hos landets mest ekstreme grupper.