Ekspertise. Bør medierne interviewe »pensionerede professorer i deres karrieres efterår«, hvis de mener, klimakrisen er vildt overdrevet?
I rørte vande
Klimaforsker er en ubeskyttet titel. Alligevel skændes man i videnskabens verden om, hvem der må bryste sig af den. Men hvem har ret, når der skal findes svar på, hvordan kloden har det? Ofte er det de samme anerkendte klimaforskere, der bliver brugt som eksperter, men Radio24syv har i den seneste uge inviteret mere sjældne gæster i studiet: de såkaldte klimaskeptikere. Personer, der mener, at fokusset på klimaets problemer er lige lovlig overdrevet. Det har igangsat en diskussion af, hvem der egentlig bør udtale sig om klimaets ve og vel.
Radioprogrammet selv betegner gæsterne som klimaeksperter, men det har der vist sig at være delte meninger om. Blandt de inviterede studiegæster var Jens Morten Hansen, der er tidligere statsgeolog og forhenværende direktør for Forskningsstyrelsen. Hans radiooptræden faldt Sebastian Mernild for brystet. Mernild, der er klimaforsker og direktør for forskningsinstituttet Nansen Center Bergen, var inviteret i studiet to dage efter for at punktere Jens Morten Hansens tese om, at klimakrisen er overgjort. I samme program optrådte endnu en klimaskeptiker, professor emeritus ved institut for geovidenskab og naturforvaltning på Københavns Universitet, Johannes Krüger.
Del:

