På vandring. »Vi vil gerne have frihed, fred og ro, og vi betaler for den rigdom ved ikke at tjene ret meget,« siger en kvinde i spidsen for 188 får og en hund, der kan engelsk.

Hyrdinde på heden

Hyrdinder plejer at være af porcelæn, bære stråhat med blomst, små lyserøde rokokosko og vuggende krinoline. Ikke hende her. Annette Holmenlund kommer ud på gårdspladsens knasende perlegrus i støvler og hullede ridebukser, slidt gråhvid T-shirt fra Den Økologiske Landbrugsskole og sin hyrdehat af gyldent læder under armen.

Hunden Tess ser forventningsfuldt op på hende. Solen bager ned over den højtliggende gård i Lem, tæt på Ringkøbing Fjord. I det fjerne hjørne af den enorme, kølige lade står to heste og venter. I dag skal fire forskellige dyr arbejde dygtigt sammen: hund, heste, 188 får og mennesker. Ingen af dem kan undværes. Vi sadler de to små, solide hopper; en rød islænder på 23 år, hendes erfarne hyrdehest købt til trøst, da hun sørgede over sin mors død. Og en yngre, mere urolig hest, der én gang har smidt hende af derude på Øster Lem Hede.

pesd
(f. 1960) er forfatter og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Har skrevet i alle avisens sektioner siden 1990 og trives bedst uden faste stofområder. Skrev sin første bog København. Folk og kvarterer i 2002 og har siden skrevet en række bøger om uimodståelige steder og fænomener. Modtog Gyldendals Faglitterære Pris i 2005.