Goddag, jeg hedder Andreas. Og så et let buk med hovedet. Sådan hilser jeg på nuværende tidspunkt mine patienter, mens jeg viser dem vej til den varme patientstol i klinikken. Intet håndtryk. Håndtrykket, der gennem flere årtusinder har afsluttet krige, smedet milliardhandler og lukket store politiske aftaler.

Nogle påstår, at håndtrykket blev indført for at vise, at vi ikke havde våben; når hånden blev rystet, ville en kniv i ærmet falde ud. Det var, før man vidste, at hånden virkelig havde millioner af potentielt dødelige mikroskopiske våben. Håndtrykket har længe været en del af den danske kultur, og de fleste i sundhedsvæsenet gav hånd til deres patienter før COVID-19.

Tag også med Aske Munck til Paris og sig farvel til en grundsten i fransk kultur: »Nekrolog over kindkysset«

Men tiderne er skiftet. Nu er der ingen, der giver hånd længere. Og det kan være godt det samme, for det er alt andet lige en kontaktflade med potentielt infektiøse mikroorganismer, og hvis man som læge ser 50 patienter om dagen, udsætter man sig selv og alle sine patienter for et astronomisk tal bakterier og vira.

Illustration: Rasmus Meisler
Illustration: Rasmus Meisler

Tidligere har vi accepteret det med begrundelsen, at håndtrykket er essentielt for læge-patient-relationen, og at vi heldigvis vasker og afspritter hænder som gale i sundhedsvæsenet. Men den tid er slut nu.

Håndvask er en fundamental del af hygiejne og sundhed, og det kan være svært at forestille sig, hvordan sundhedsvæsenet var før læren om mikroorganismer. For to hundrede år siden vaskede sundhedspersonale ikke hænder. Den ungarske læge Ignaz Semmelweis opdagede i starten af det 19. århundrede – et halvt århundrede før Louis Pasteur etablerede mikrobiologien – at dødeligheden blandt fødende og barslende kvinder på hans barselsafdeling i Wien faldt drastisk, da han indførte obligatorisk håndvask for personalet. Dermed skulle man jo tro, at lykken var gjort, men lægevidenskaben er kritisk. Meget kritisk. Specielt når det kommer til ændringer. Det lykkedes aldrig Semmelweis at overbevise sine kolleger, før lægerne Joseph Lister og føromtalte Pasteur supplerede ham og lagde grundstenene til moderne mikrobiologi 50 år senere. Semmelweis, derimod, døde af en infektion.

Vi ved nu, at håndvask er godt for både patienter og læger, og vi er også ved at lære, at håndtrykket må lide en hurtig død og nok aldrig kommer igen. Forskning har for flere år siden vist, at et fist bump kan reducere mikrobe-overførslen med 90 procent, men stædigt holdt vi fast i håndtrykket.

På flere hospitalsafdelinger rundtomkring i verden blev der – før corona – etableret håndtryk-fri zoner på afdelinger med kritisk syge og svækkede patienter. På onkologisk afdeling på Nordsjællands Hospital droppede de håndtrykket allerede sidste år, og en lille undersøgelse blandt patienterne viste, at næsten alle var glade for det. Alternativet er blevet forskellige varianter, nogle vinker, andre bukker eller samler hænderne i en orientalsk hilsen og endnu andre lægger hånden på hjertet.

Som læge er der flere patientgrupper, der af kulturelle og religiøse grunde ikke giver hånd. Sådan har det altid været. Hvis man i sin uerfarne iver kom til at give hånden til eksempelvis en muslimsk kvinde, fik man ofte en helt slap hånd som hilsen, hvortil man ofte kunne se tvivlen i øjnene – patienten har ikke lyst til at give hånd, men samtidig er der stor respekt for lægen. Samme slappe håndtryk får man fra mindre børn og svagelige ældre.

Som læge i en praksis på Amager sker det også, at mandlige håndværkere giver et håndtryk med al den kraft, de kan mønstre efter flere årtiers hårdt arbejde. Det kan godt være, at de er gået til lægen, og at jeg skal have min finger i alle mulige kropsåbninger, men de skal lige fortælle mig – med et håndtryk – at det er dem, der bestemmer. Selv nogle pensionerede håndværkere vil også vise lægen, at de stadig kan levere et solidt håndtryk. Nu er det Arnes tur – til at lære lægen lidt om mandighed. Andre patienter holder håndtrykket akavet længe. Nogle har noget på hjerte og foretrækker at fortælle mig noget, de er bekymrede for, mens vi trykker hånd.

Jeg vil savne håndtrykket for den fysiognomiske kliniske værdi og for at etablere et bånd til patienten. Som læger er vi blevet trænet til at vurdere patienter visuelt, når vi henter dem i venteværelset: Hvordan hører de? Hvordan rejser de sig fra stolen? Hvordan er deres gang? På samme måde kan håndtrykket give information om patientens tilstand: Er den klam? Varm? Svedig? Ryster den? Er der styrke i håndtrykket? Alt sammen informationer, der hjælper til det deduktive diagnosearbejde.

Håndtrykket havde også en værdi som hilsen og fundament for samtalen. Det skabte tillid og nærvær og satte en fin ramme for konsultationen. Når vi giver hånd, er vi lige, og titler og autoritet er glemt i et kort sekund. Ét er håndtrykket, noget andet er, hvis man skal trøste en patient – der har vi ofte brug for kontakt for at vise empati og omsorg ved at holde i hånden.

Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, forudsiger også, at håndtrykket flere steder ikke er kommet for at blive. At vi skal tage alternativer i brug. Men hvordan skal vi så hilse hinanden i fremtiden? Ikke med albuestødet, i hvert fald, for vi skal vænne os til at undgå berøring.

Der er mange varianter på hilsner. Og vi skal jo hilse. Hånden på hjertet? Honnør? Et buk? Jeg savner håndtrykket, for det havde mange funktioner, men jeg tror også, vi kan finde andre gode alternativer.