Der er svar på, hvor Danmarks statsminister befinder sig. Ikke sådan fysisk, men snarere hvad der lige nu er Mette Frederiksens politiske kald, om man vil.

Det er at være imod indvandring. Og det foregår hånd i hånd med Italiens premierminister. Og dertil med den »kristne kulturarv«. De to ledere offentliggjorde mandag et åbent brev, som de har skrevet sammen. Om at Europa må hindre migration. Et populært standpunkt i de fleste europæiske landes befolkninger. Politiske ledere, der sparker åbne døre ind, er selvsagt ikke opsigtsvækkende. Der er heller ikke tale om en ny sang fra bemeldte duo.

Foto: Yiannis Kourtoglou/Reuters/Ritzau Scanpix

Men selvom den svømmende migrantstrøm i Ceuta ebbede ud – eller gik hurtigt i sin marokkanske mor igen – skal man ikke lade en opløst krise gå til spilde, synes at være tænkningen. Og onsdag er der debat i Folketinget om Ceuta. Her kan Mette Frederiksen så lade sig bære på et skjold holdt oppe af strammeren Meloni. Helt deroppe, hvor Morten Messerschmidt ikke rigtig kan nå hende. 

Det må vel være sådan, Mette Frederiksen tænker: »Georgia giver mig høgens vinger, jeg giver hende den nordeuropæiske, velfærdsstatslige anerkendelse. Hun bliver stueren. Jeg bliver gadeklog. Sammen er vi urørlige.«

Som den italienske avis Il Messaggero skrev i sidste uge – allerede før det nu aktuelle brev, står Giorgia Meloni og Mette Frederiksen »skrevet med blokbogstaver blandt de europæiske høge inden for migrationspolitik. To jernladyer …«

Nogle husker måske, at Mette Frederiksen i sin første udgave som statsminister erklærede, at hun var rød, før hun var grøn. Så rettede hun det senere til, at hun nu var grøn, før hun var rød. Så dannede hun »en mærkelig regering«, som hun sagde (SVM-regeringen). Og kunne dermed åbenbart også være lidt blå.

Det er det, man på det almindelige arbejdsmarked kalder »omstillingsparat«.

Hvilken farve er så det nationalkonservative politiske stjernetegn med kristen kulturarv i ascendanten, som statsministeren nu har antaget? Det er svær at vurdere. Centrum-venstre folk, for eksempel lederskribenter på Politiken, vil sikkert erklære farven sort. Og i samme moment anråbe De Radikale og SF i håb om at vække disse partier til dåd mod deres egen regeringsleder, der er i lykkeligt ledtog med en sydeuropæisk kollega, som indtil for nylig blev anset for at være undfanget i fascismens forgård. 

Det vil nok kun bekræfte statsministeren i, at hendes strategi er den rette, hvis altså det vigtigste i politik lige nu handler om at stoppe migration.

På billeder ligner Giorgia Meloni og Mette Frederiksen BFF’s, som det hedder på sociale medier (»Bedste venner for evigt«). Men de »er bestemt ikke enige om alt«, de brænder bare meget for det samme, siger statsministeren. Og så er de kristne, hedder det. »Vi vedkender os begge Europas kristne kulturarv og ønsker at beskytte den,« står der i brevet. Og de gør dertil opmærksom på, at de er de to eneste kvinder, der lige nu leder et EU-land. Men mest af alt har Danmarks statsminister og Italiens premierminister – som de skriver – sat sig »i spidsen for en stram udlændingepolitik. Både hjemme og i Europa.« Underskrevet »Georgia og Mette«.

Brevet er mest af alt til vælgerne. Til de respektive befolkninger. Der tales – eller skrives – måske udad, og resten af EUs ledere må gerne læse med, men meningen er, at der skal lyttes indad i egen nation. Det er ikke bare fronten ved Ceuta, Lesbos i Grækenland eller Lampedusa i Italien, der adresseres. For Mette Frederiksen er det lige så meget indenrigs- som udenrigspolitik. Der bygges bolværk mod Dansk Folkeparti og andre, der tror, de med udbytte kan angribe den angiveligt bløde, EU-imødekommende, socialdemokratiske eftergivenhed. Der står Mette – og hendes veninde Meloni – nu i vejen. 

Dette er tydeligvis Mette Frederiksens kald lige nu. Arne er længe siden, klima er længe siden, børnenes statsminister er længe siden, selv valgtemaer som landbruget, drikkevand og pensionsalder er længe siden.

Danmarks statsminister har, som hun skriver i sin præsentation af brevet, »et tæt partnerskab med Italiens premierminister, Giorgia Meloni.« Og de har sat ord på det, de »begge brænder for«.

Debatten er allerede i god, forudsigelig og vant gænge. Om bederum så skal nedlægges? Eller på den anden side om kristen kulturarv virkelig bare er »hadtale«, som der indvendes. Statsministeren tager det hele med, og hun genudgiver sikkert gerne et billede af sig selv og Meloni, hvis det skal være.

I øvrigt …

Weekendavisens historier om skattekrav mod borgere på beløb, der overgår borgernes indtægt, tages nu op af ombudsmanden. 

Jacob Thorngaard, der er selvstændig, fortalte i avisen, hvordan han beskattes med 110 procent af sin indtægt. Og en sygeplejerske fra Virum med egen konsulentvirksomhed er blevet beskattet med 115 procent.

»Ombudsmanden har indledt en generel undersøgelse over for Skatte- og Vækstministeriet på baggrund af mediernes omtale af erhvervsdrivende, der i visse tilfælde er blevet dobbelt- eller trippelbeskattet af deres indtægt,« skriver ombudsmanden.

Skatte- og Vækstministeriet er blevet bedt om en udtalelse om myndighedernes samlede sagsbehandlingstid i denne type sager, herunder om sagsbehandlingstiden er i orden.

Dertil har ombudsmanden bedt Skatteministeriet om at redegøre for, hvilke tiltag ministeriet overvejer at tage på området »i lyset af blandt andet hensynet til de berørte borgere«, som det hedder. Weekendavisen følger sagen.