I en kommentar i WA den 29/6 beskriver Poul Pilgaard Johnsen lægestandens sociale deroute med tab af indflydelse på væsentlige medicinske forhold. Som eksempel nævner han, hvordan politikere og administratorer har indført et horribelt IT-system. Der kunne nævnes adskillige andre eksempler på milliarddyre investeringer, hvis værdi er mere end diskutabel. Anstændigvis bør det tilføjes, at i ikke ubetydeligt omfang har lægestanden sig selv at takke, eller måske rettere Lægeforeningen. I en nyligt udkommen bog af Steffen Jacobsen (omtalt i ovennævnte kommentar) beskrives den: »Lægeforeningen er en samling rødkindede, over­privilegerede og studentikose hobby-fagforeningsfolk, der tager på internater for at genopleve deres rusture«. Det er Lægeforeningens synder for 30-40 år siden, der nu betales. Der er ingen grund til at ynke lægerne.

Et helt centralt problem i dagens sundhedsvæsen er den manglende kontinuitet i borgernes kontakt med lægerne. Patienter fremfører igen og igen det forrykte i de mængder af læger, de møder under en indlæggelse. Alt for ofte er der ingen, der har overblik over forløbet, ingen har en overordnet plan, og ingen har ansvaret. For nogle måneder siden analyserede et engelsk universitetshospital publicerede under­søgelser om betydningen af sådan diskontinuitet (»Continuity of care with doctors – a matter of life and death?«). Ikke helt uventet viser det sig, at jo flere læger patienterne får kontakt med, jo højere er dødeligheden. Det burde være let at gøre noget herved. I tilgift vil uddannelsen af yngre læger kunne forbedres ­­– noget der i allerhøjeste grad er behov for.