Heden som en græsmark står

Ja, her er fladt, og ja, de kalder det en hede, men det er det jo ikke,« siger Hans Jørgen Degn, en høj, ældre herre med gråt fuldskæg og store gummistøvler, flere lag olivengrøn fleece og øverst en strikket uldhue med oprullet kant. Biolog og gammel jæger med fire ruhårede hønsehunde bag sig. Under hurtige grå skyer og skarpe, fejende lysglimt bevæger vi os ud på Randbøl Hede ti kilometer fra Billund. I telefonen diskuterede vi, om vi skulle mødes på en rigtig eller en forkert hede. Vi valgte en forkert. Så er alting nemmere at forstå.

Randbøl Hede burde stå knivskarpt. Som en af de store indlandsheder i Danmark er Randbøl fredet, statsejet og beskyttet på alle leder og kanter som en illustrativ rest af det enorme, særprægede landskab, der engang dominerede Vestjylland og dækkede det så eftertrykkeligt med lyng, at den fyldte 90 procent af arealet i nogle af de store kirkesogne, kun brudt af overraskende frodighed i dalene ved de store årer. Vidtstrakt og ensformig i de fjendtliges øjne, duftende, syngende og summende i de begejstredes, indtaget af får, der åd af den stedsegrønne lyng året rundt. Vilde dyr, blomster, fugle og insekter – 200 arter, siger Hans Jørgen Degn – fulgte med lyngen. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1800 ser Jylland zebrastribet ud. Der er mest sort hede. Man kunne gå op gennem halvøen fra bunden til toppen og kun momentvis undgå sand, lyng, revling, rensdyrlav, tyttebær – og hedebønder.