En aften sidste vinter aftalte vi fire venner at spytte i hvert sit lille plastikrør, sætte prop i og sende pakken over havet til Amerika for at få at vide, hvem vi var. En simpel DNA-test til 800 kroner bestilt på nettet kunne fortælle os det. Tip, tip, tip og så videre tusinder af år bagud i tiden, jo fjernere desto mere usikkert, men testen ville alligevel give os »some insight« i oldtidsfædre og mødre. Også søskende, fætre og kusiner, mødre og fædre kunne dukke op med navns nævnelse, forudsat at de havde købt en test i samme firma og givet tilladelse til, at deres oplysninger blev lagt ud på dets hjemmeside.

Næste gang vi fire mødte hinanden, skulle vi medbringe hver vores typiske egnsret fra det geografiske sted i verden, vi i virkeligheden stammede fra. Sikkert et varmt sted. Og smukt, langt fra Danmark. Jeg tillod mig at tænke i selvforstørrende herlighedsgastronomi. Gefilte fish. Dét ville være en overraskelse. Afrikansk gryde med madbananer. Mellemøstlige kødboller med pinjekerner og mynte. Det var som at blive født på ny, gribe chancen for en udvidet identitet. En interessant selvfølgelig. Skulle man lære sproget? Mødes med sin ukendte parallelfamilie? En onkel fra Rusland?