Først og fremmest. Nu skal pandadiplomatiet bære frugt. Panda i Københavns Zoo viser tegn på graviditet.
Frugtbart pandadiplomati
»Kan du ikke tage derind og se pandaen? Du har små børn. Du ved, hvordan en, der er gravid, opfører sig.«
Sådan cirka husker jeg, at min snak med en af Weekendavisens redaktører endte. Så der stod jeg altså en formiddag i sidste uge og kiggede på en 100 kilo sovende panda. Midt om formiddagen var den dejset om i en træanordning, som jeg bedst kan beskrive som en pandasofa.
Ved siden af sig i pandasofaen havde Mao Sun, som hun hedder, lidt bambus og en stor grøn klat, der godt kunne ligne opkast. Morgenkvalme, der forsøges spist væk, har jeg set før hjemme i min egen sofa.
Hun-pandaen i København Zoo tror, hun er gravid. Efter mit besøg er hun gået i gang med at bygge rede og er stoppet med at spise og drikke. Alt sammen tegn på graviditet. Og det vil være en stor fjer i hatten på pandadiplomatiet.

Jeg havde ingen idé om, hvordan en gravid panda opfører sig, så jeg ringede til Mads Bertelsen, der er zoologisk direktør i København Zoo, mens jeg kiggede på den sovende panda.
»Vi ved ikke, om hun er gravid,« sagde han, »pointen er, at den har samme adfærd hvert år, uanset om den er gravid eller ej. Det er fordi sådan deres progesteron, det hormon, der styrer drægtigheden, bliver lavet i æggestokkene. Og hun har kun ægløsning én gang årligt, modsat kvinder, der har ægløsning cirka en gang om måneden.«
Pandaen tror med andre ord, at hun er gravid. I forbindelse med sin årlige ægløsning bliver hun træt, går i rugekasse og gør sig klar til at nedkomme, hvad enten hun er blevet parret eller ej. Der har været to pandaer i København Zoo i syv år. Hunnen Mao Sun og hannen Xing Er. Og i lige så mange år har man forsøgt at parre de to. De er blevet lukket i samme bur under den årlige ægløsning. Men en egentlig kurtisering er det aldrig rigtig kommet til. Så i år har man prøvet noget andet; inseminering. Men Mads Bertelsen og København Zoo kan først se på Mao Sun senere denne måned, om hun faktisk er gravid.
Sort/hvid softpower
Og det er ikke uvæsentligt, om pandaen i København Zoo er gravid. En pandaunge tilhører Kina og skal hjemsendes, når den når en vis alder. Men ikke uden fejring først. Således har det officielle Kina rejst ud til navngivning og taksigelser, når det er lykkes at føde pandaer udenfor Kina. Siden 1984 er pandaerne blevet udlånt på en slags leasingaftaler, hvor man betaler årligt for at låne pandaerne. Danmark er et af 16 lande, som Kina pt. har lånt pandaer til. De pandaaftaler, Kina indgår, er baseret på gode relationer eller handelsudsigter, og i perioder med anspændte bilaterale forhold har Kina også tilbagekaldt pandaer.
Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina for over 75 år siden. Men det er først de seneste ti-20 år, at Kina for alvor er blevet en stor dansk handelspartner. Kina er nu det land i verden, vi importerer flest varer fra. En udvikling, der særligt har taget fart de seneste 10 år. Det behøver ikke at have noget med pandaer at gøre, men i 2017 var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Chengdu, Kina, og lavede aftalen om, at to pandaer skulle komme til Københavns Zoo.
Det er ikke let at få pandaer til at kopulere i fangenskab. Kun omkring 15 zoologiske haver uden for Kina har haft held til det. Pandaer, der er født i fangenskab, som ikke har set deres mor blive bedækket, ved ikke, hvordan man gør. Og jeg har hørt, at de zoologiske haver verden over forsøgt at løse den udfordring med, ja, pandaporno.
»Man har prøvet at vise dem de her pornofilm. Det har ikke haft nogen effekt. Men det, der faktisk har effekt, er et 'panda peep show',« forklarede Mads Bertelsen. »Hvis man tager de unge dyr og sætter dem i nærheden af de gamle, når de parrer sig, så kan de tilsyneladende lære det og se, hvordan de gamle kommunikerer. Det giver bedre succes.«
Men man har faktisk også fundet ud af, at det måske kunne have effekt at spille nogle lydfiler af pandaer, der kopulerer – en slags lyd-pandaporno. »Det prøvede vi forrige år,« sagde Mads Bertelsen, »og det havde ikke rigtig nogen effekt.«
Jeg fik ikke meget ud af at kigge på den sovende panda, der tror, at den er gravid. Det er umuligt med det blotte øje at se, om hun er drægtig. Hunpandaen vejer omkring 100 kilo og føder en eller to unger, der vejer omkring 100 gram. Om hun så faktisk er gravid, og om pandadiplomatiet har båret frugt, burde vi vide inden for et par uger eller tre.

I øvrigt
En ulvehændelse fredag ved Bunken Klitplantage syd for Råbjerg Mile i Nordjylland betyder, at myndighederne anbefaler borgere ikke at færdes i området. DR og TV 2 har delt optagelser, som en løber har lavet, hvor en ulv viser tænder af løberen. Det sker efter den samme ulv i mindst tre tilfælde har bevæget sig ind i private haver i den vestjyske by Nørre Nebel i den forgangne uge.
