Frihed og underkastelse

Torsten Grunwald når ikke engang at åbne hoveddøren helt, før jeg begynder at undskylde min påklædning. Jeg er gået hele vejen fra byen til Hellerup, halvanden time i støvregn, og derfor – og kun derfor – er jeg i sort vindjakke. Metervare, praktisk, dødssygt. Til gengæld står han i døråbningen i gyldne bredriflede fløjlsbukser med høj talje og læg (skræddersyede), lyserød skjorte i tynd bomuld (skræddersyet), bælte fra brødrene Dahlman og kameluldstøfler fra Berlin (billige). Den velklædte mand i egen høje person. Spørg ham om stil og om tøj til mænd. Merino eller cashmere? Bedste undertøj? Smukkeste slipseknude? Brune sko til blåt jakkesæt? Uformelt forårstøj? Længden på bukser? Amerikansk eller japansk denim? Og han vil svare.

I et par år har jeg læst hans blog, Den velklædte mand, og er med fornøjelse forsvundet ned ad snørklede og detaljebesatte sideveje. Jeg kunne godt tænke mig at være en mand, hvad tøj angår. Resten har jeg ikke tænkt ordentligt igennem. Så kunne man gå i uniform. Stå op og hoppe i et jakkesæt. Gå ud i en skarpt skåret smoking.