Interview. »Den intellektuelle koalition, som understøttede liberalismens herredømme, er kollapset de seneste to årtier.« Den kulturkonservative norske forfatter Asle Toje har i en ny bog besøgt ruinerne i Europas storbyer og randområder.
Fremskridtets pris
Europa går fra krise til krise, og hvad skal der blive af den gamle verdensdel, der engang bestyrede og beåndede verden? Det spørgsmål optager tidens intellektuelle, og den norske samfundsforsker og rejseskribent Asle Toje har nu afsluttet en trilogi, hvor han med sylespids pen tager temperaturen på Europa i 2010erne. I 2012 udsendte han Rødt, hvitt & blått – om demokratiet i Europa, og i 2014 fulgte Jernburet – liberalismens krise. For nylig kom så Gullbrikkespillet – et Europa i ruiner, hvor han over 350 sider fortsætter rejsen gennem verdensdelen og reflekterer over dens mulige fremtid.
»Da jeg begyndte at skrive trilogien, havde vi lige lagt finanskrisen bag os. Jeg sad med den følelse, som Giuseppe Tomasi di Lampedusa formulerede, at ’for at alting kan blive, som det er, må alting forandres’. I den første bog kredsede jeg om sygdommene i det europæiske demokrati, i den næste især om liberalismens endeligt, og nu har jeg også set på den nye tid, som er ved at opstå af ruinerne,« fortæller Asle Toje fra Oslo, hvor han lige er kommet ind i sit hus efter årets første tur på ski.
Del: