Rusland er et land af fortællinger. Fortællingen om zaren og hans folk, om Lenin og revolutionen, om den store fædrelandskrig, om forvandlingen af et bagstræberisk land til en moderne, magtfuld industristat, om Sputnik, Laika og Gagarin. Men også fortællingen om Stalins terror, fortællingen om landet, der stivnede og stagnerede og til sidst faldt om, fortællingen om KGB-officeren Vladimir Putin, som overtog og genoprettede det gamle, autoritære greb om landet. Og hvordan gjorde han det? Gennem fortællingen om fortiden struktureret på en sådan måde, at alt fører frem til samfundet, som det er nu, og retfærdiggør det.

I næsten hele mit liv har Rusland virket stærkt dragende på mig. Først fordi det var et lukket land, da jeg voksede op, og derfor hemmelighedsfuldt, dernæst fordi det blev fremholdt som vores modsætning; vi var frie, russerne var undertrykte; vi var gode, russerne var onde; vi var demokrater, russerne var kommunister. Da jeg blev voksen og begyndte at læse, blev billedet nuanceret, for det var fra Rusland, at den bedste og mest intense litteratur kom, romaner som Dostojevskijs Forbrydelse og straf, Tolstojs Krig og fred, Gogols En sindssygs optegnelser. Hvad var det for et land, hvor sjælene var så dybe og ånden så vild? Og hvorfor var det netop her, at teorien om klassesamfundets dybe, strukturelle uretfærdighed blev omsat i handling, først med oktoberrevolutionen i 1917 og senere med proletariatets halvfjerds år lange diktatur? Og hvorfor udmøntede den smukke tanke om alle menneskers ligeret sig i rædsel, umenneskelig brutalitet og elendighed?