For udsigtens skyld

En politisk entreprenørisk vækkelse går gennem kommunerne i disse år. Landet over sættes stribevis af stinkende dyre projekter i søen under samme mantra: Naturens og historiens landskaber er uudnyttede »potentialer«. Kommunale udvalg, arkitektbureauer og konsulenter med stiv powerpoint og håret tilbage samles i Klondike-stemning: De vil grave guld op af den danske muld. Politisk nedsatte arbejdsgrupper indkalder håndplukkede (og gerne velvillige) interessenter og partnere og »nytænker« på livet løs i smalle fora båret af myndighedsapparatets eksklusive autoritet og med åbne kommunekasser i baglommen.

Et sælsomt zeitgeist gennemstrømmer denne foretagsomhed: Natur og historiske levn skal gøres »attraktive«. Denne entreprenørisme udgør et ødelæggende og åndsfattigt anslag mod muligheden for at erfare, salmes om og lade sig berige, udfordre og endda rodfæste ved naturens og de historiske levns egenart og mere autentiske rigdom.

Man kunne selvfølgelig mene, at der som sådan ikke er noget galt i, at man med forskellige specifikke mål for øje »bearbejder« naturen og de historiske levn, for eksempel for at gøre dem lidt mere tilgængelige og synlige eller for at imødekomme aktiviteter på stederne. Og det er der overhovedet heller ikke. Men tidens bølge af politisk entreprenørisme går langt ud over lidt bearbejdning. Kommunerne synes ganske enkelt helt at have ophævet grænserne for, hvad der kan og skal indlemmes i letfordøjelig underholdningsturisme og mainstream kommunal opgave- og projekttænkning.

I den politiske projektlyst med hele den fede grød af konsulentjargon, der følger med, skelnes der ikke mellem en nedslidt fodboldbane og en unik kyststrækning eller mellem en tom lagerhal og et gammelt kongeslot. I tidens arkitektonisk åndforladte stil er det hele noget, man kan smide nogle overdimensionerede bjælkekonstruktioner og noget enormt panoramaglas ud over, så det får en wauw-udsigt, bliver »brugervenligt« og tiltrækker magelige turister året rundt.

Og skulle nogen finde på at kritisere en af de monstrøsiteter, som har vundet en af de utallige kommunalt udskrevne arkitektkonkurrencer, som tiltrækker flokkevis af SoMe-slikkede bureauer, har man overalt det samme batteri af komplet meningsløse floskler parat: Det er »nytænkning«. »Hvis ikke man udvikler, så afvikler man.« Det »formidler«. »Der trængte til at blive gjort noget.« Og så videre derudaf. Fælles for denne retorik er, at den er med til at skære alt over samme kam, og at den med reference til det generelle behov for kommunal udvikling og den generelle betjening og servicering af borgere overdøver enhver kvalitativ sondring og stillingtagen.

En hurtig danmarkstour fra øst til vest giver syn for sagen. Projektplanen for Naturpark Amager er bestemt ikke det værste, der er overgået et stykke natur; visse visioner lyder ganske lovende. Men projektets erklærede fokusområder er ganske symptomatiske for den politiske entreprenørisme. Blandt andet skal »overgangen« fra by til natur »markeres«, ligesom »støttepunkter« skal hjælpe oplevelser og aktiviteter på vej, og adgang til vandet skal »lettes«. Natur er ikke bare noget, der »er« (sådan som natur under menneskelig påvirkning nu engang »er« på disse breddegrader), og færden i naturen er ikke bare noget, de færdende finder ud af. Der skal peges, indrammes, understøttes, lettes, skabes »sammenhæng« og gerne med markante arkitektoniske installationer eller andre bastante, adgangslettende indgreb. Flere »brugere« skal tiltrækkes, og midlet er åbenbart at få naturen til at fremstå som en lidt større og vildere version af den gummibelagte legeplads, man allerede kender så godt fra den indre by. Man skal kunne sige, at man har haft en »rigtig naturoplevelse«, men uden at opgive samme muligheder for indrammet, ufarlig leg, som når Brombærstuen er på tur i en indhegnet park.

Den tænkning, som man finder i tilknytning til Naturpark Amager, går igen, næsten uanset hvilket politisk entreprenørisk projekt mellem Gedser og Skagen man kigger igennem. Så fra Amager kan vi forsætte vestover og se de samme projektmantraer gå helt agurk. I Nyborg vil man, der hvor der før lå en længe af et gammelt kongeslot, snart kunne se noget, der mest af alt ligner et mislykket forsøg på at kopiere Region Syddanmarks bygninger i Vejle. Ifølge Real Dania skal slottet have sin »værdighed« tilbage. Det gøres så ved at bygge en koloenorm klods direkte oven på (sic!) det gamle vagttårn, så man kan få et udsigtstårn (det var jo den der wauw-udsigt, vi snakkede om), og ved at tilføje tre kæmpestore længer, der gør den gamle, bevarede bygning stort set usynlig set fra byens torv. Svaret på, hvori historisk »værdighed« endsige fornemmelsen af nogetsomhelst »historisk« i det hele taget kommer til udtryk i denne arkitektoniske megaselfie, forsvinder sammen med alt andet i den røde kolos.

Geologisk værdighed er også svær at få øje på i den »toupe« af en topterrasse, som Skanderborg Kommune drømmer om at smide på toppen af Himmelbjerget (udsigt igen), og den meget synlige bjælke- og glaspenetrering (jep, for udsigtens skyld) af Kalø Slotsruin, som Syddjurs Kommune har igangsat. Også i Jylland er man i stor stil hoppet med på den politisk entreprenøriske jargonvogn. Og argumentationen for projekterne minder også her på nærmest surrealistisk vis om en omvendt kejserens nye klæder. Både på Himmelbjerget og ved Kalø Slotsruin mener man således, at tilplastringen med bjælker og glas fremmer oplevelsen af stederne. Men hvad et nøgternt øje vil kunne se, er på Himmelbjerget en slags overdimensioneret klatretårn mast ned over den smukke lyngbakke, og ved Kalø Slotsruin noget, der minder om elevatorskakte stukket ud af ruinens åbninger. Det lader til, at bare de hjemmestrikkede prognoser for øget turisme er gode nok, bare arkitekternes powerpoints er strømlinede nok og bare de tomme floskler om nytænkning og udvikling gentages nok, kan man bilde kommunalpolitikere hvad som helst ind.

Og man kunne forsætte længe og smutte omkring »børneskove« i Viborg, der skal »vise naturens muligheder for leg og bevægelse« og »forbedre mulighederne for aktivt friluftsliv og oplevelser i naturen«, og trailcentre i Søhøjlandet, der skal gøre naturen »attraktiv« ud fra samme devise som i Viborg. Ekkoet af gummilegepladsnatur i Naturpark Amager buldrer over den jyske højderyg og bliver til en stadig tykkere og mere udhulende kliché, jo længere den udbredes.

Nu vil den kritiske læser nok anføre, at den patosudgydende skribent har overset, at Danmark består af cirka 120 procent gennemtygget kulturlandskab. Til det er der at sige, at kulturlandskaber som historisk tilblevne »unika« netop er noget af det, der trues. Og hvad angår det, vi kalder »natur«, gøres ingen illusioner om uberørt, vild natur. Men det, vi kalder »natur«, er stadigvæk kendetegnet ved at sætte en dominerende ramme for dem, der bevæger sig ud i den. Det er denne oplevelse af naturen »selv« som dagsordensættende, der trues, når der opstilles invasive arktektoniske krykker og stilladser for vores færden i den. Nærværende redegørelse kunne føre til en lang række konklusioner om dannelsesløse kommunalpolitiske tiltag, en fladpandet konsulentindustri, skuffende brug af midler i store fonde og meget mere. Men vigtigst er det at få identificeret det store paradoks, som alt dette hviler på. Man VIL netop naturen og historien, vil kommunalpolitikeren nok anføre, og man VIL netop give alle mulighed for at få mere natur og historie. Men i så fald er viljen fejlanbragt. Den ovenfor rapporterede projekttænkning viser klart, at man med den politisk entreprenøriske form for vilje til natur og historie omdanner samme til en smal, klichéfyldt forlængelse af alt det, man kender til bevidstløshed i forvejen og mestrer mageligt. Hvis man VIL naturen og historien med deres »egne« kvaliteter og stedsånd, kræves netop en opgivelse af det, man mestrer mageligt og kender til bevidstløshed. Forståelse af og forening med natur og historie kræver vilje til overgivelse og ofte også anstrengelse, ikke undertvingelse.

Først når vi har lagt det, vi kender og mestrer i lange baner, bag os, kan vi gøre os håb om at kunne »formidle« og »tilgængeliggøre« natur og historie som natur og historie. Og netop derfor er opgaven måske fundamentalt fejlanbragt hos mainstreamarkitekter og kommuner, i hvert fald som idebærere. Det var hverken politikere eller bygningsmagere, der »opdagede« naturen og historien; det var derimod dem, der var nedsænket i omgivelserne (folket), og dem, der på særlig vis dyrkede sansningen af stederne (for eksempel guldalderkunstnerne). Hvis kommunerne vil natur og historie, bør de derfor koncentrere sig om at skabe rammerne for, at de, der kan bevidne og sanse stedsånd, kan »udvikle« historie og natur meningsfuldt. Så kan der tegnes, besluttes og fondsansøges derefter.

Anders Hougaard er lektor, ph.d., ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet.