Ugens politik. Røde drømme. Populære efterskoler. To fra Frank.
Fodnotepolitik
Røde drømme
Hvad Mette Frederiksen ikke mægter eller vil, forsøger SF-gruppeformand Jacob Mark nu: at samle de indbyrdes meget stridende holdninger til udlændingesagen blandt partierne i den ikke-blå blok. Enhedsbestræbelserne præsenteres i Politiken under overskriften »Fire principper for en fælles, rød-grøn udlændingepolitik« og skal bane vejen for, at blokken kan regere, skulle den samle flertal ved næste folketingsvalg.
Første princip handler om ikke at sætte hinanden i bås som henholdsvis strammere og slappere, og det lyder let, men er det nok ikke. Andet princip plæderer for et nyt asylsystem: Danmark skal igen begynde at tage kvoteflygtninge, ulandshjælpen skal øges, bevogtningen af EUs ydre grænser være skrappere, og så skal der etableres asylcentre i nærområderne.