Leder.
Europæere
Det var om onsdagen, at vi blev europæere. Fra midten af 1950erne oplystes denne dag fodboldarenaer over hele kontinentet af nymonteret projektørlys. Sideløbende med de spæde tiltag på vej mod EU indledte UEFA, det europæiske fodboldforbund, i 1955 sin turnering for nationale mesterhold. Den turnering, som i dag hedder Champions League – og som i denne uges to semifinaler nåede et nyt højdepunkt af drama og lige dele gru og eufori.
To kampe, hvor to engelske hold – Liverpool FC tirsdag aften mod FC Barcelona, Tottenham Hotspur onsdag aften mod Ajax Amsterdam – med enestående fight kæmpede sig til de to finalepladser efter hver sit minus på 0-3. Som London-avisen Daily Express konstaterede om Tottenhams udesejr: Det var det største comeback siden i går aftes. Begge engelske sejre efterlader minder for altid: Trent Alexander-Arnolds tindrende intelligente hjørnespark ved Liverpools 4-0-scoring – Tottenhams stramme opbygning gennem midten til 2-3 i sidste minuts tillægstid frem mod Lucas Mouras nænsomme indersidespark mod bunden af målnettet. Mageløse koncentrater af triumf og katastrofe.
TURNERINGEN fremstod fra begyndelsen i en hybridform, en emotionelt og konstitutionelt yderst brugbar model. Turneringen byggede respektfuldt på de nationale ligaers mesterskab: Grænserne lå fast. Men så blev det sluppet løs i kosmopolitisk overflod disse onsdag aftener med dis over Po-sletten eller regn over Glasgow eller Hamborg. Den første udgave bød blandt andet på disse duvende poetiske kombinationer: Sporting Lissabon mod Partizan Beograd, AC Milan mod 1. FC Saarbrücken, Aarhus Gymnastikforening mod Stade de Reims.
Den europæiske klubturnering udsprang hverken af idealisme eller grådighed. End ikke af national oprustning. Den skyldtes en hovedkomponent i europæisk samliv og historie: engelsk-franske gnidninger. I december 1954 havde Wolverhampton Wanderers inviteret tidens største mandskab, det storslåede Honved Budapest med Puskás, Kocsis og Czibor, til Nordengland. På en bevidst overvandet pløjemark masede og knoklede de engelske mestre sig til en sensationel 3-2 sejr over de ungarske skønheder. Engelsk presse var i delirium og beskrev sejren som udtryk for engelsk fodbolds uantastede overlegenhed. En håbløs illusion, som gjorde Gabriel Hanot, redaktør for det franske sportsmagasin l’Équipe, stjerneirriteret. Han tog kontakt til UEFA og foreslog en europæisk klubturnering. Bare for at få bevist, at de idiotiske englændere tog grueligt fejl.

Sådan blev det. 64 år efter de første europæiske opgør slår fodbolden atter til med sin eventyrlige evne til at indkapsle historiske vendepunkter, denne gang med dyb ironi: Midt i Brexit-splittelsen bliver Champions League-finalen 1. juni i Madrid, et af kalenderens få europæiske samlingspunkter, et rent engelsk opgør. Og med et par uger til europaparlamentsvalget har den frodige, rige, medrivende turnering endnu en gang understreget, hvem vi alle er: borgere i nationalstater, ja, men i dén grad også – europæere.
Læs også Asker Hedegaard Boyes artikel om de store comebacks i dette års Champions League: »Chok på chok«
Del:
