KIGALI – Bilfrie dage, fællesoprydning i gaderne og totalforbud mod plasticposer. Metoderne til at holde Rwanda rent lyder som uindfriede 68er-drømme i visse socialistiske og alternative partier på vores breddegrader.

Men i Rwanda er det virkelighed. Og der er unægtelig rent og pænt i dette lille østafrikanske land, der er kommet langt, siden det i 1994 var et helvede på jord under det 100 dage lange folkemord, hvor op mod en million mennesker blev slået ihjel med macheter, køller og lignende.