Vi nærmer os afslutningen på primærvalgsæsonen, hvor de to partier i USA stemmer om, hvem de skal opstille i midtvejsvalget om mindre end tre måneder. En tydelig tendens tegner sig i Det Demokratiske Parti; progressive kandidater affilieret med den socialistiske bevægelse Democratic Socialists of America – herefter D.S.A. – udfordrer etablerede kandidater og partisoldater og vinder i flere tilfælde partiets nominering.

På den anden side af det politiske spektrum sidder republikanerne og knap tro deres eget held. En D.S.A.-kandidat kan nok vinde et sæde i New York eller Massachusetts, men hverken midtvejsvalget den 3. november eller præsidentvalget i 2028 vindes dér. Det vindes i svingstaterne, hvor progressive kandidater, der ønsker at afskaffe thanksgiving og at tage penge fra politiet, får det svært.

Michael M. Santiago, Scanpix

Man taler om, at Det Demokratiske Parti med D.S.A. står med sin egen Tea Party-bevægelse, der trækker partiet mod venstre, som det skete med omvendt politisk fortegn for snart 20 år siden, da Det Republikanske Parti med sin egen Tea Party-bevægelse trak mod højre. Men Det Demokratiske Parti risikerer at stå tilbage med en noget tynd kop te, hvis de får den idé, at socialisme er en vindersag i USA. Et land, der er gennemsyret af frihed og som sætter individ før stat. Hver dag.

Det gælder for D.S.A. kandidaterne, at de nok skal klare sig godt i meget blå stater. Men demokraterne vinder ikke landsdækkende valg i meget blå stater, ligesom republikanerne ikke vinder valg i meget røde stater. Det er i svingstaterne, altså stater der svinger fra parti til parti, at landsdækkende valg vindes og ikke mindst tabes.

Tag bare progressive Dr. Abdul El-Sayed fra Michigan, der knebent slog den mere moderate Haley Stevens i kampen om at blive kandidat til Senatet i delstaten. Han står langt svagere i meningsmålingerne over for den republikanske modkandidat end Stevens. Eller D.S.A.-kandidaten Francesca Hong, der stillede op som kandidat til guvernørvalget i Wisconsin, og som har ført stort i meningsmålingerne men blev slået med mindre end et procentpoint. Hun har talt for at afskaffe den ærkeamerikanske thanksgiving. Det vinder man ikke valg på.

Michigan og Wisconsin er nogle af de vigtigste svingstater i USA, og problemet for demokraterne er, at de mere venstreorienterede, progressive kandidater klarede sig dårligt i traditionelle demokratiske vælgergrupper som sorte og latinoer. Det kan blive en gave til republikanerne.

Skindet bedrager i New York

D.S.A. anføres og anspores af figurer som New Yorks borgmester, Zohran Mamdani, og den mangeårige, uafhængige Vermont-senator, Bernie Sanders. De to har været på kampagnesporet for at støtte flere D.S.A.-kandidater de seneste uger. Men også af medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez, der fryser sine æg ned, mens hun overvejer, om hun skal stille op som præsidentkandidat i 2028. 

Men når man som undertegnede har boet i New York, forstår man også, at Zohran Mamdani ikke vandt først demokraternes opstillingsvalg og siden borgmestervalget, fordi han er socialist, men på trods. Det var priserne, følelsen af at blive flået, bare man gør få nødvendige dagligvareindkøb, der gjorde, at newyorkerne tog en chance med Mamdani. Han har været god til at lodde byens stemninger særligt på sociale medier, men flere af hans mange valgløfter er blevet ved løfterne. Og hans mest ideologiske socialistiske idé om at drive statsfinansierede supermarkeder har ingen gang på jord. Senest er også en af hans politiske kronjuveler med skat på fritidsboliger sat i bero af en domstol.

I øvrigt

Det svenske stangspringerfænomen Armand Duplantis vandt søndag aften EM-guld, da han klarede højden 6,15 meter. Det er hans fjerde EM-guldmedalje i karrieren, efter han vandt i 2018, 2022 og 2024.