Opinion. Tak til Teresa Scavenius og COP27 for at udstille at vi alle er klimahyklere.

Et forsvar for grønt hykleri

COP27 i den egyptiske badeby Sharm el Sheikh foregik i en af de mest undertrykkende stater i verden. Tusindvis af modstandere af regimet, civilsamfundsaktører og mediefolk sidder fængslet, og topmødet er sponsoreret af Coca-Cola, som er støttet af den fossile industri, og privatflyene landede og lettede fra badebyens landingsbane før og under topmødet.

Er det derfor hyklerisk, når verdens beslutningstagere, lobbyister og aktivister flyver til topmødet, mens det egyptiske Sisi-regime skummer FN-fløden, for at verdenssamfundet kan forsøge at gennemtrumfe Paris-aftalens mål fra 2015? Eller er det snarere et nødvendigt onde? På den ene side skriger afstanden mellem løfterige principper og faktiske forhandlinger til himlen. På den anden side er COP27 realpolitisk vores bedste mulighed for at forpligte hinanden i en global offentlighed, der i virkeligheden kan gøre en forskel. Spørgsmålet er, hvorvidt der faktisk kan være noget produktivt i hykleriet.

Andre læser også