Skandalen om Herlufsholm er formentlig i særklasse. En række tidligere elever er stået frem og har fortalt om seksuelle krænkelser, vold og sadisme inden for den mere end 450 år gamle og fine skoles mure. Nu har bestyrelsen fyret skolens rektor og iværksat en række tiltag, der skal forbedre kulturen på kostskolen. Det lyder godt og sundt. Men det kan være vigtigt at overveje, om det, der er foregået på Herlufsholm, bare er, hvad der i værste fald sker, når børn opdrager børn. Det er min erfaring, at det er, hvad en kostskole er.

Jeg gik på kostskole et enkelt år i min barndom. Det var på Midtsjælland, og jeg gik enten i 8. eller 9. klasse. Jeg har ikke rare minder om den tid, men jeg lærte noget om magtstrukturer, hierarki og vigtigheden af at vise andre mennesker basal venlighed. En institution, hvor det er børn, der bestemmer, hvem der skal have en plads ved bordet, er ikke for de nænsomme. Den er for de stærke og udadvendte børn. Sådan et barn var jeg ikke, og det gætter jeg mig til, at mange af de børn, der ikke måtte trives på landets kostskoler, heller ikke er. Min kostskoletid var selvvalgt. Jeg var 13 år gammel, og min mor, der svingede mellem manier og depression, havde taget sit liv. Min far, min storesøster og jeg forsøgte at få livet til at hænge sammen. I stedet tog skænderierne til. Indimellem nåede ufreden et niveau, hvor min far truede med at flytte på hotel, mens jeg truede med at flytte ud på Børnemagt. I min bevidsthed var Børnemagt en art mytologisk sted a la Landet i det fjerne i Astrid Lindgrens fortælling Mio, min Mio men uden den onde ridder Kato til at forstyrre freden.