Endnu er Østeuropa ikke woke

I Weekendavisen fra 27. november spørger udlandsredaktør Anna Libak retorisk, hvorfor Østeuropa ikke er lige så kulturelt progressivt som Vesteuropa og ligefrem oplever en højredrejning i disse år. Jeg vil ikke kritisere hendes historiske forklaringer, men blot tilføje nuancer ved at beskrive østeuropæernes situation i en moderniseringssammenhæng, der eksisterer uafhængigt af deres specifikke kultur og historie.

Først og fremmest mener jeg, at man bør se højredrejningen som et symptom på, at Polen er ved at blive en hel del mere som Vesteuropa, jævnfør de proabort-demonstrationer, der foregår netop nu i stor skala, og de pride-parader, der faktisk finder sted i polske storbyer, parallelt med anti-LGBT-demonstrationer. Når der ikke var politiske marcher mod homoseksuelle i 1990, var det nok ikke, fordi folk var mere tolerante dengang, men fordi de var markant mindre tolerante over for homoseksuelle, i en grad så ingen i deres vildeste fantasi ville afholde en offentlig fest til ære for dem. At der pludselig findes en relativt mainstream accept af seksuelle minoriteter, skræmmer selvfølgelig nogle, og så kommer modreaktionen og hysteriet.

Denne nye, øgede tolerance opstod i Polen, som altid, blandt de mest moderne, altså de unge, de urbane og dem med lange uddannelser. For Warszawas vedkommende betyder det, at der helt åbent og centralt i byen netop nu eksisterer en vegansk restaurant drevet af jødiske homoseksuelle, der i høj grad skilter med, at de er netop det. Den slags er blevet muligt gennem de sidste 30 års udvikling, som dog også har skabt gnidninger mellem en ung, urban middelklassebefolkning, der er et produkt af denne udvikling, og en ældre, ofte mere landlig generation, der – bogstavelig talt, for nogens vedkommende – er født i ruinerne efter Anden Verdenskrig.

Denne kløft minder om den, vi så i Vesten i 1960erne, og ikke helt overraskende er Polens indkomst per indbygger i dag præcis det samme som i Vesten dengang. Indkomsten er relevant, dels fordi den er en ret god indikator for det generelle uddannelsesniveau, urbaniseringsgraden og arbejdets karakter for det almindelige menneske, altså forskellen mellem eksempelvis landbrug og serviceerhverv. Fra forskellen i disse livsvilkår rejser sig naturligt forskellige værdisæt.

Dels afspejler indkomstniveauet samfundets overordnede tryghedsniveau. Forskellen mellem at være (næsten) rige demokratier og ludfattige autokratier er følelsen af tryghed i hverdagen, hvilket betyder, at den moderne polak kan tage enormt meget for givet, som polakker i eksempelvis 1985 absolut ikke kunne. Et gennemgående utrygt samfund, både økonomisk og politisk, skaber ifølge forskning mennesker med værdisæt, der primært kredser om at skabe netop tryghed. Dette giver sig til udtryk i normer om orden, forudsigelighed, konformitet og respekt.

I vestlig sammenhæng ville karikaturen på dette være de mænd, der kom hjem fra krigen i 1940rne, blev ligusterfascistoide familiefædre i forstæderne i 1950erne og lige siden har været den evige fjende hos enhver 18-årig samfundsomstyrter med respekt for sig selv. I rige retsstater er hovedparten af truslerne, der omgiver mennesker i fattige autokratier, væk, og derfor begynder folk, af ren og skær tryghed, at vægte frihed over orden, spontanitet over forudsigelighed, det excentriske over det konforme og det provokerende over det andægtige. Konflikten opstår i det øjeblik, de nye moderne strømninger vokser sig så store, at de bliver uforenelige med de traditionelle.

At den traditionelle modreaktion i Polen og Ungarn, modsat i Vesten i 1960erne, lader til at vinde, skyldes nok delvist, at man i Vesten havde en abnormt stor generation af unge i 1960erne, hvilket ikke er tilfældet i Polen og Ungarn, at den regionale ulighed i Vesten var meget lille, og at eventuelle interesseforskelle mellem by og land ikke i alt for høj grad blev politiserede og forstærkede. Kampen forblev mellem generationer.

I Østeuropa er de regionale uligheder derimod kørt fuldstændig af sporet siden 1990erne, og i dag er forskellen mellem for eksempel Budapest og resten af Ungarn cirka som forskellen mellem Tyskland og Rusland. Det er ikke lige så slemt i Polen, men forskellen mellem den rigeste og fattigste region svarer her til forskellen mellem Italien og Rusland. Så mens »de traditionelle« i Vesten i 1960erne kun blev besejret kulturelt, bliver de i Polen og Ungarn også besejret økonomisk.

En del af befolkningen føler således, at deres eget samfund smuldrer mellem fingrene på dem. At Polens nuværende regering vandt valget i 2015 med valgsloganet »Polen i ruiner«, til trods for vækstrater på fem procent, skal ses i dette lys. Nationen Polen er ikke i ruiner, men den livsform, som mange over 50 år voksede op med, er.

På lang sigt kan vi dog godt være forsigtigt optimistiske, for såfremt Polen og Ungarn vedbliver at vokse økonomisk, undgår et komplet illiberalt regimeskift og får løst den stigende regionale ulighed, er nederlaget for de reaktionære strømninger bare et spørgsmål om tid. Det er et par gevaldige hvis’er, bevares, men samfund udvikler sig én begravelse ad gangen, og når der engang er flere mennesker, der er vokset op i rigdom og demokrati end i fattigdom og statsterror, skulle røgen gerne lægge sig igen.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk