En våd karklud

KEDSOMMELIGHEDEN er bundløs, når EU i den kommende tid tager fat på de budgetforhandlinger, der ventes at vare et par år. En kværnende strøm af indsigelser, overslag og bilag. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, præsenterede onsdag et kraftigt forøget budget for de syv år 2028-2034: 2.000 milliarder euro, rundt regnet 15.000 milliarder kroner, hvor det nuværende budget er på cirka 1.200 milliarder euro. Forude venter kompetente gniderier af mageløse dimensioner. Påholdende regeringer, blandt andet i Berlin og Stockholm, har affærdiget budgetforslaget som håbløst oppumpet, og allerede mens Ursula von der Leyen fremlagde forslaget, demonstrerede landmænd uden for EU-Parlamentet i Bruxelles. På forhånd står kun én ting fast: Mange bliver sure, og ingen bliver glade. Det er også meningen med det hele. EU er en forsamling, hvor vi alle – 27 demokratiske medlemslande – møder op for at give afkald og indgå grå kompromiser. Ikke noget, som får de 450 millioner EU-hjerter til at dunke. Det er svært at arrangere militærparader for et virvar af tovtrækkerier om strukturfonde.

ER EU eklatant uspændende? Ja, og det er et formål i sig selv. Den britiske Brexit-politiker Nigel Farage, i dag leder af partiet Reform UK, markerede sig i 2010 med et personligt udfald mod den nytiltrådte formand for Det Europæiske Råd, belgieren Herman Van Rompuy. Den flamboyante Farage var dengang medlem af EU-Parlamentet for partiet UKIP, og efter Herman Van Rompuys første tale i EU-Parlamentet i februar 2010 rejste den britiske EU-modstander sig på sin plads i parlamentssalen og angreb Van Rompuy for at besidde »en karisma som en våd klarklud og en fremtoning som en lavere bankfunktionær«. Som straf blev Nigel Farage frataget ti dages EU-diæter. Men det var tydeligt, at det var hele det farveløse EU-maskineri, Farage rettede sin vrede mod. Og hans nedrige poesi var vel en ganske præcis indkredsning af det europæiske samarbejdes gennemslagskraft i befolkningerne.