Er det fedt med en politisk leder, der har taget kokain? Nogle vil måske ligefrem synes det. Som Marchen Neel Gjertsen kommenterede i Weekendavisen, er der nok en stemme eller to i at være »bad boy«: »Der kan sagtens være både damer og vælgere i at være den slemme dreng. Men ambitionen om at blive statsminister kan det derimod blive sværere med,« skrev Gjertsen.

Det er selvfølgelig afgørende, at Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der havde næsen fremme engang – eller »højst to« – ikke har det mere. Samt at han nu anerkender og efterlever, at der er flertal for, at kokain er forbudt. Men et overset perspektiv er, at stærk moralisme sjældent er en god ting i politik. For ønsker vi den fuldstændig uplettede politiker? Er den dydsirede leder den bedste leder?