Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 var der aldrig tvivl om kongehusets fordømmelse af Hitlers Nazityskland. Tidligt om morgenen den 9. april havde den nationalbevidste Christian X rejst spørgsmålet, om Danmark burde forlænge sin væbnede modstand mod den ankomne tyske værnemagt. Først og fremmest af hensyn til landets omdømme i udlandet. Omkring samme tidspunkt havde den svenskfødte kronprinsesse Ingrid sat sig op i sin seng og med et endnu ikke helt perfekt dansk udbrudt »disse lorte«, efter at kronprins Frederik var kommet ind i parrets soveværelse og havde meddelt hende, at tyskerne var i landet. Dertil kom den mere symbolske modstand, når kongen red sine faste morgenture gennem København, og kronprinsparret spadserede med prinsesse Margrethe i barnevognen. Og som besættelsesårene skred frem, opnåede det danske kongehus en popularitet uden sidestykke. Særligt fordi regentparret og kronprinsparret ikke var flygtet ud af landet, men var blevet i København og havde delt risiko og skæbne med befolkningen.

Anderledes forholdt det sig Christian Xs tyskfødte svigerinde, prinsesse Helena. Hun var gift med kongens bror, prins Harald, men er for længst gået i glemmebogen, til trods for hun i sin samtid skabte strid og polemik på kongehusets indre linjer. En kontroversiel og nazistisk stemt skikkelse, som under besættelsen blev en belastning for navnlig Christian X og måtte betale prisen for det.