En forvist kvinde

En forårsdag i 2017 blev 20-årige Marwa Resthtins plan om at krydse grænsen til Islamisk Stats kalifat forpurret. Der var gået ti dage, siden den danskfødte kvinde af afghansk oprindelse havde pakket en rygsæk, skrevet en afskedshilsen til sin lillesøster og slettet alt på sin mobil. Med to af sine venner var hun steget på et fly fra København til Istanbul.

Det gik allerede galt for hendes to venner ved en busstation i Istanbul, hvor de blev stoppet af tyrkisk politi. Selv blev Marwa kørt til grænsen af menneskesmuglere, og her var det hendes tur til at blive fanget. De tyrkiske soldater kaldte hende til side. I stedet for at krydse ind i kalifatet sad hun nu i et tyrkisk telt. Det eneste, hun hørte, var en ung forslået ukrainers forsøg på at berolige hende.

»Tålmodighed, søster,« sagde han.

Grebet af en panisk angst havde hun placeret sig med ryggen op ad den hvide teltdug med ansigtet drejet til siden, så hun undgik øjenkontakt med de tyrkiske soldater. Hun græd. Foran hende tæskede soldaterne den unge ukrainer. Ligesom Marwa var også han blevet anholdt på vej til Syrien for at ville tilslutte sig Islamisk Stat.

Forskellen på Marwa og ukraineren var, at han ifølge eget udsagn allerede på det tidspunkt havde været i Syrien flere gange. Han havde set kalifatet indefra og ville tilbage med det ultimative ønske om at dø som martyr.

Marwa nåede aldrig så langt. Og måske bør hun takke de tyrkiske soldater for at have spoleret den oprindelige plan og – hvem ved? – reddet hendes liv. Var det lykkedes hende at krydse grænsen dengang, ville hun i dag med stor sandsynlighed enten sidde i en kurdisk kontrolleret fangelejr, eller også ville hun være død som andre af de kvinder og mænd fra Danmark, der tilsluttede sig Islamisk Stat i samme periode.

Tre år er gået, og den nu 24-årige Marwa har smidt hijabben og vendt Islamisk Stat ryggen.

»Jeg støtter ikke på nogen som helst måde Islamisk Stat. Overhovedet,« siger Marwa, da vi møder hende på en jysk togstation.

»Jeg skammer mig over at have haft de holdninger og den sympati for Islamisk Stat. I dag er jeg et helt andet sted.«

Efter længere tids overvejelse har Marwa valgt at stå frem og tale om sin mislykkede rejse til kalifatet. Der er meget på spil, og hun har stadig ryggen mod teltdugen i den forstand, at hun er lige så bange som dengang. Også nu aner hun ikke, hvad der skal ske fremover. Efter tre år i Vestre Fængel og Jyderup Fængsel for brud på terrorlovgivningen er hun havnet på et udrejsecenter. Hun er dømt til udvisning fra Danmark for bestandigt, og hver dag risikerer hun at blive anbragt på et fly med kurs mod det Afghanistan, hun ikke kender.

Født i Danmark

Marwa er født og opvokset i Danmark som barn af afghanske flygtninge og har været på besøg i Afghanistan en enkelt gang, da hun var 14. Barndomshjemmet beskriver hun som dysfunktionelt. Hun passede aldrig rigtig ind, fordi forældrene ifølge Marwa ikke vidste nok om, hvad det vil sige at være forældre.

Weekendavisen har fået aktindsigt i hendes sag, hvoraf det fremgår, at Marwas barndom er den typiske beretning om generationsskellet mellem flygtningeforældre og deres børn. Om forældre, der mentalt set stadig opholder sig i Afghanistan og udøver social kontrol, mens børnene vokser op i andre rammer.

Marwas oprør begyndte, mens hun gik i 9. klasse på Mølleholmskolen i Taastrup. Som Marwa udtrykker det, savnede hun omsorg og kærlighed dengang.

»Jeg havde brug for nogle i min kreds, der var optimistiske. Nogle, der kunne løfte mig op, og som ikke bare trampede på mig, mens jeg lå ned,« fortæller hun.

Det var i den tid, Marwa stiftede bekendtskab med det såkaldte søsterskab – en omgangskreds af unge piger, der på mange måder delte hendes skæbne, og som havde fundet et fællesskab i ekstremistisk islam. Til mange af sine klassekammeraters overraskelse og til sine forældres misbilligelse fandt hun svaret her.

På skolen troede klassekammeraterne, at Marwas forældre var begyndt at tvinge hende til at gå med tørklæde – senere blev hun endnu mere tildækket. Men Marwas forældre praktiserede ikke islam på samme måde og brød sig ikke om, at hun begyndte at gå i moskeen. Det gjorde kvinder ikke, hvor forældrene kommer fra.

»Det gav mig en styrke og en ro, også selvom jeg fik masser af kritik fra mine forældre, mine lærere og folk på gaden. ’Er det halloween i dag?’ spurgte de hånende og hentydede til min sorte hijab.«

For Marwa handlede hendes nye stil mere om fællesskabet end om Allah, forklarer hun. Det var et naturligt valg. Fester og udskejelser har aldrig rigtig sagt hende noget. Til gengæld var hun misundelig på de muslimske familier, der var i stand til at finde en balance mellem deres etnisk-religiøse baggrund og det danske.

Hun fortæller, at »søstrene« accepterede hende som den, hun var. Hun følte sig fri og værdsat, når de mødtes for at grille i Tingbjergparken eller til private arrangementer for at tale om islam.

»Det var lige præcis det, jeg havde ledt efter. Et sted, hvor det ikke ville være forkert at være mig,« siger hun om tiden, der lagde grundlaget for hendes beslutning om at rejse til kalifatet.

Ikke alt var udflugter i søsterslænget. Marwa blev medlem af flere lukkede Facebook-grupper. Blandt andet »Ahl ul-Ghurabaa« og »Ahl ul-Sunnah«, der i de år dagligt prædikede om den enkelte muslims ansvar for at gøre en forskel på den syriske slagmark. Mens jihad blev omtalt som alle muslimers pligt i kampen mod uretfærdighed og de vantro, begyndte søstrene at mødes i gruppen »Udforsk Islam« flere gange om ugen. Det satte Marwas forældreoprør i rammer. Forældrene kunne ikke matche Islamisk Stats fællesskab, hvor ingen ville dømme nogen for at gå for langt. For Marwa var Islamisk Stats vrede benzinen på hendes eget oprør. Snart blev Islamisk Stat hendes facitliste og kompas.

Det virkede som ren islam

Marwa genfortæller en scene fra hjemmet for at vise, hvad hun dengang så i Islamisk Stat. Forældrene var på udkig efter en ægtemand til deres 19-årige datter. Marwa ville selv gerne giftes, da det var en billet til at flytte hjemmefra.

»Der var en, der havde friet til mig, og han var parat til at komme hjem til mine forældre og bede om min hånd. Jeg havde fortalt, at han var inder og konvertit. Mine forældre gik helt amok: ’Du vil have en inder med herhjem i huset? Fy pøj, altså,’« husker Marwa, at forældrene sagde.

Forældrenes forventninger til Marwa var skyhøje, til trods for at moderen er uuddannet, og faderen ikke har brugt sin uddannelse i Danmark. I hjemmet blev der set ned på ikke-afghanere.

»Jeg syntes, ideen om, at forskelligheder mødes og bliver gift, var smuk. Det var Islamisk Stat meget dygtige til at vise. Det hele virkede bare som ren islam,« fortæller Marwa om de budskaber, der fik hende med ombord. Sådan havde mange unge muslimer det i mange forskellige lande, efter at Islamisk Stat erklærede oprettelsen af et kalifat under ledelse af Abu Bakr al-Baghdadi. Alle kunne melde sig frivilligt, og på overfladen var der tale om et samfund, hvor enhver sunnimuslim uanset hudfarve eller baggrund gled ind i broderskabet og søsterskabet.

Kvinder i niqab ville altid blive beskyttet i modsætning til i de vestlige lande, hvor de blev hånet og set ned på. Islamisk Stat virkede som en magnet på de søgende, de frustrerede, de vrede og de ydmygede. Marwa var blandt mange tusinder, der søgte mod kalifatet. Hun så Islamisk Stat som en organisa­tion, der kunne befri hende fra alt det, hun afskyede derhjemme.

At Islamisk Stats sociale kontrol af bevægelsens medlemmer var langt værre end den, hendes forældre stod for, valgte hun at se bort fra. Hun godtog, at de videoer, Islamisk Stat offentliggjorde af henrettelser, blev retfærdiggjort i de lukkede grupper med argumenter om, at vestlige landes bombardement i muslimske lande til enhver tid er værre. Terrorangrebene i Paris og Bruxelles blev retfærdiggjort med samme argumentation. Hvad er 130 liv i forhold til de mange tusinde kvinder og børn, der er døde i Syrien?

»Fællesskabet betød alt for mig,« siger Marwa.

De hemmelige forberedelser begyndte at tage form i de første måneder af 2017. Marwa var endnu ikke blevet gift og ville væk. Om morgenen den 8. marts i 2017 lagde Marwa makeup, tog en kjole på og iførte sig et farvet tørklæde i stedet for det sædvanlige sorte. Hun ønskede at se så moderat ud som muligt for ikke at vække opsigt i Københavns Lufthavn.

»Vi var stået op, og min mor kiggede og sagde: ’Du går da aldrig i den farve, du går altid i sort. Du ser godt ud sådan der. Gå med det tørklæde hver dag!’«

Samme dag, ved ankomsten til Istanbul, udskiftede Marwa sin midlertidige moderate beklædning med Islamisk Stats påkrævede sorte klæder.

»Det var fuldstændig forskruet. Jeg har jo været helt dum,« siger Marwa, når hun tænker tilbage på rejsen og de år, der gik forud for den endelige beslutning om at tage afsted.

Det har taget tid for hende at fortryde det hele. Og det har krævet mod at fortælle om det. I modsætning til mange andre, der har taget samme rejse, står Marwa ved sine egne fejltagelser. Ansvaret placerer hun først og fremmest hos sig selv.

»Jeg havde det sådan dengang, at jo flere mennesker der var imod mig, jo mere følte jeg mig på sandhedens vej,« siger hun. »Vi har alle sammen været med til at hjernevaske og rekruttere hinanden.«

Men hun ville ønske, at en eller anden dengang havde taget fat i hende og rusket hende godt og grundigt og sagt: »Prøv at høre her, lille skat, det der er ikke sandheden.«

Men i det lukkede ekstremistiske miljø fandtes den slags personer ikke. Marwa husker, at Islamisk Stats folkemord på yazidierne i Irak blev bortforklaret med argumenter om, at de vestlige medier løj for at hænge muslimer ud. Hun kom dog selv ofte i tvivl, når Islamisk Stat offentliggjorde henrettelsesvideoer. Hun så dem aldrig til ende. Det kunne hun ikke. Men ingen af søstrene, heller ikke Marwa, vovede for alvor at kritisere Islamisk Stats metoder. De befandt sig i en lukket verden, hvor næsten alle andre var fjender.

»Man har skyklapper på,« siger Marwa og husker, at hun var bange for at blive udstødt.

Væk fra familien

At Marwa alligevel endte med at rejse mod Syrien på et tidspunkt, hvor kalifatet styrede mod kollaps, er der flere årsager til. En var, at hun for alt i verden ville væk fra familien. En anden, at hun som muslim med afghansk baggrund ikke altid følte sig accepteret i Danmark. Hun forklarer, at hun som mange andre med anden etnisk baggrund end dansk ofte var for dansk i det afghanske miljø og for afghansk blandt etniske danskere.

Andre årsager var ifølge Marwa, at hun ikke kunne holde ud at se de lidelser, Syriens regime udsatte kvinder og børn for, og at hun heller ikke selv var accepteret i moské-miljøet. Hun fandt det befriende, når Islamisk Stat kritiserede og rettede sin vrede mod de etablerede imamer.

»Jeg har ikke dedikeret mit liv til islam. Men den der arrogance, som Islamisk Stat havde: Alle, der havde dedikeret deres liv til islam, lært arabisk og læst teksterne, var bare nul,« siger hun.

Islamisk Stat vendte op og ned på alt. De lærde var snakkehoveder, og »taberne« var nu blevet frontløbere.

Da Marwa sad i det tyrkiske telt ved grænsen til Syrien, vidste hun ikke, hvor galt det ville gå. Selv efter de tyrkiske myndigheder sendte hende tilbage til Danmark, og tre danske betjente anholdt hende i lufthavnen, udbrød hun: »For hvad?«

»Jeg tænkte, at jeg har jo ikke gjort nogen noget. Det er jo ikke, fordi der er fundet beviser på, at jeg har haft planer om at skade andre,« siger Marwa og husker, hvor overrasket hun var over anholdelsen.

Der skulle gå nogle måneder, før hun begyndte at indse situationens alvor. Og sine fejl. Ved indsættelsen i Vestre Fængsel var hun stadig benhård på overfladen. De andre var vantro eller ludere, og hun ville ikke tale til dem. Hun dømte dem på forhånd, ligesom hun selv blev dømt af sin mor.

»Hver gang min mor kom på besøg i Vestre Fængsel, skældte hun mig ud: ’Må dine børn blive værre end dig, og må du få et dårligt liv’,« husker hun, moderen sagde.

Men i takt med, at kalifatets mure væltede i Syrien, begyndte hun også selv at sænke paraderne. Ironisk nok var de første to medindsatte, der tilbød hjælp, en prostitueret og en shiamuslim. Den prostituerede havde fortalt Marwa, at hun selv var konverteret til islam, men Marwa tænkte: »Fy, for helvede«. Indtil den dag hun spejlede sig selv i den prostituerede kvinde.

»Vi var oppe for at træne, og så begyndte hun at tude og tage min hånd, og så sagde hun: ’Marwa, jeg ved godt, at du dømmer mig. Og jeg ved godt, at du tænker, at jeg er bare en klam luder, men jeg har fucking haft det svært.’ Og da hun sagde det sådan, kunne jeg genkende mig selv,« fortæller Marwa.

En anden hændelse, der fik Marwa til at revidere sine egne holdninger, var et møde med en af de mandlige indsatte. Han havde spurgt, om hun havde noget imod shiamuslimer. Nærmest per refleks havde Marwa svaret, at hun hader shiamuslimer, og at de er vantro alle sammen. Så havde manden trukket det ene ærme en smule op og vist sin tatovering, hvor der stod Hizbollah, navnet på den magtfulde shiamuslimske organisation i Libanon.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte to hele nætter over den hændelse. For han var jo en sød og høflig fyr.«

At møde en sjæl

De hændelser gjorde, at Marwa reviderede sit forhold til Islamisk Stat og sig selv.

»Marwa har udvidet sit syn på mennesker, som hun jo slet ikke kendte, før hun kom ind i Vestre Fængsel. Dengang gik hun bare med flokken og kunne ikke sige fra. Det gør hun ikke længere,« siger Bettina Østrand, en psykoterapeut, der mødte Marwa via sit arbejde i Vestre Fængsel netop i den periode, hvor hun begyndte at tvivle.

»Det er jo nemt nok at sidde og sige, men når man møder mennesker, så møder man jo den sjæl, de er. Og Marwa er virkelig et kært og ærligt menneske,« siger Bettina Østrand. I et brev til Flygtningenævnet har Bettina tilbudt at adoptere Marwa som en alternativ løsning til den udvisningsdom, hun har fået.

En mandlig betjent fra Københavns Vestegns Politi har også lært Marwa at kende i Vestre Fængsel gennem sit arbejde med radikalisering. Han må ikke fremstå med sit navn på grund af andre sager, han også er involveret i, men han deler Bettinas opfattelse.

»Gradvist skiftede hun fra hijab til hættetrøje. Og så, efter et år eller halvandet, blev det helt uden hættetrøje. Holdningsmæssigt har hun også ændret sig helt vildt meget,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil helt klart beskrive hende som afradikaliseret. Der er intet ekstremt i hende.«

Da landsretten i marts 2019 stadfæstede udvisningsdommen mod Marwa, brød hun fuldstændig sammen i retssalen. Tårerne trillede ned ad kinderne på hende.

»Jeg synes, at det vil være sørgeligt, hvis man sender hende ud af landet til Afghanistan, for hun er virkelig en, der har forandret sig. En, der fortjener at få en chance,« siger den mandlige betjent. »Jeg kan ikke se, hvordan hun skulle klare sig i Afghanistan alene. Jeg tror ikke, at hun ville have en jordisk chance.«

Næsten halvandet år efter dommen kan Marwa i dag stadig ikke overskue, hvad det vil betyde for hende at blive udvist til Afghanistan. Hun har kun fjerne familiemedlemmer i Helmand-provinsen og frygter både, at Islamisk Stat vil hævne sig, fordi hun har vendt dem ryggen, og at de afghanske myndigheder vil afhøre hende, fængsle hende og måske udsætte hende for tortur. Men Flygtningenævnet vurderer, at Marwa ikke vil være i fare, hvis hun bliver udvist.

Sten Rynning, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, forklarer, »at Afghanistan er et dynamisk og vanskeligt sted at komme ind og etablere sig. Der er ingen stabil politisk kultur og forudsigelighed. Magtbalancen mellem regeringen og Taleban er uafklaret. Hun vil havne i et samfund præget af mange lokale spil og skal helt sikkert have hjælp til at komme på benene.«

Jeppe Bruus, retsordfører for Socialdemokratiet, mener ikke, at terrorlovgivningen rammer for hårdt.

»Det har meget hårde konsekvenser at begå den slags handlinger, og det skal det også have,« siger han med hentydning til alle de sager, hvor personer med tilknytning til Danmark er blevet dømt for overtrædelse af den særlige terrorparagraf.

Selv siger Marwa: »Jeg har været fucking naiv. Jeg har været hjernevasket én gang, det kommer ikke til at ske igen. Jeg har lært meget af det her. Og jeg kan godt forstå, hvis folk tænker, hvordan kan man rejse ned til Islamisk Stat? Jeg kan også godt forstå, at folk bliver bange, men jeg har jo aldrig villet deltage fysisk i krigen, og jeg har aldrig slået nogen ihjel.«

Marwas forældre er blevet kontaktet, men har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Hendes danske advokat har klaget til Den Europæiske Menneske­rettighedsdomstol, der skal vurdere, om udvisningen er i strid med menneskerettighederne.