En sommermorgen i Oslo sagde Long Litt Woon farvel til sin mand Eiolf Olsen, som man siger farvel til hinanden, når man går på arbejde. De havde været sammen, fra hun kom til Norge som 18-årig udvekslingsstudent fra Malaysia. Hun blev antropolog, han arkitekt.

På sit kontor faldt han om med hjertestop og døde, 55 år gammel. Ud af ingenting kom opkaldet fra en hospitalslæge, som sagde, at hendes mand mistede bevidstheden med det samme og ingenting mærkede. »Den bedst tænkelige måde at dø på,« sagde lægen. Hun fik ikke udtrykt, hvor uenig hun var i hans bureaukrat-trøst. Den bedste måde at dø på var at få nådetid til en ordentlig afsked, ville hun sige. I stedet skyndte hun sig af sted til intensiv. Dér lå hendes mand under en dyne i et rum pyntet med levende lys og blomster. Han var stadig varm. Hun følte, at han havde ventet på hende, hun nåede frem, før han blev kold og fjern.