Dommedagens ledemotiv

I Bo Green Jensens rimelige anmeldelse i WA #49 af Burhan Qurbanis aktuelle filmatisering af Alfred Döblins ekspressionistiske romanværk Berlin Alexanderplatz skriver han, at bogen er alle »Berlin-bøgers ophav«, altså alle dem, der foregår på Weimarrepublikkens mørke, anarkistiske skueplads, forstås. Eksemplerne på den antagelse er en klassisk klassiker, Christopher Isherwoods fremragende Farvel til Berlin, og en moderne klassiker, Volker Kutschers romancyklus, der danner grundlaget for tv-serien Babylon Berlin. Det er ingen overdrivelse, at miljøskildringerne i sådanne værker henter meget fra Döblins kaotiske bibelsk-apokalyptiske fortællingsunivers omkring hovedpersonen Franz Bieberkopf. En direkte parallel mellem sidstnævntes titel og Döblins bog er brugen af Johannes’ Åbenbarings billede af skøgen Babylon, der er et billede på politisk korrumperende magt, som Romerrigets besættelsesmagt, der skal falde på dommens dag – i Qurbanis film repræsenteret med et voiceover-klip, hvor forholdene i illegale, elendige flygtningelejre uden for Berlin filmes.

Der er dog en fejl i anmeldelsen, som er kuriøs i den sammenhæng. Bo Green Jensen skriver, at Kutschers bøger handler om Gideon Rath. Det er forkert. Han hedder Gereon Rath. Det er ikke bare pedanteri at påpege, for der er en konkret forskel mellem de to navne, som utvivlsomt er tænkt ind i filmatiseringen af Babylon Berlin.

Dommeren Gideon fra Det Gamle Testamente er et symbol på rettroenhed og smæk for skillingen i krigssammenhæng. Gideon viser sin, og naturligvis Guds, magt ved at finde 300 uciviliserede tåber, tage dem med i krig frem for dygtige soldater og vinde en slags omvendt slag ved Thermopylæ.

Gereon var soldat og kristen martyr fra det 4. århundrede. Han tilhører en udpræget kristen legion fra Theben. I Agaunum, dagens Sydfrankrig, slagtes han og 50 af hans mænd, fordi de nægter at ofre til de romerske guder. Fortællingen har gjort ham til Kölns beskytter og skytshelgen.

Hvor den gammeltestamentlige dommer Gideon benytter sin magt som hærfører til at vise Guds magt og vælde, er Gereon en mand af Det Nye Testamente. Han står fast på sin tro og lader livet med sin frelsers forbillede. Derfor passer Gereon bedst til en döblinsk fortælling. Ikke udelukkende fordi han kommer fra Köln i Kutschers univers, men fordi han kæmper mod politisk magt og er en lille brik i et uoverskueligt spil af dennesidig dommedag i politiske gevandter. Ligesom Franz Bieberkopf erfarer det i Döblins mesterværk: Den politiske magt vender altid tilbage. Derfor er Gereon ikke bare rigtigt. Det er også bedst. Alle ekspressionistiske Berlin-bøgers ophavs ophav er på mange måder Johannes’ Åbenbaring – dommedagens ledemotiv. I mange henseender filmkunst til tiden.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk