I 1983 traf jeg en kinesisk professor, der forskede i genmanipulation. Jeg spurgte ham, hvordan hans samvittighed havde det med at udvikle metoder, der kunne blive katastrofale for menneskeheden, ja alt liv på Jorden. Han blev tydeligvis ubehageligt berørt. Når jeg nu om dage møder folk, der får at vide, at jeg forsker i kunstig intelligens, får jeg det samme spørgsmål, og jeg bliver tilsvarende ubehageligt berørt. Det kræver et meget langt svar, og hin kineser havde nok et tilsvarende langt svar.

Udover den stadigt tilbagevendende profeti om androiden, det kunstige menneske, har de senere landvindinger inden for maskinintelligens frembragt en ny diskurs. Nu handler den om den såkaldte singularitet i en ikke alt for fjern tilstand, hvor robotter overtager Jorden. De vil være så intelligente, at de på alle måder kan udkonkurrere mennesket, og de kan selv skabe stadig mere intelligente robotter. I bedste fald bliver vi gjort til slaver, i værste fald bliver vi udryddet. Denne dystopi kræver et langt svar.