Død mand sidder

De fleste kender begrebet »Dead Man Walking«. En politiker er færdig. Kun det endelige fald forestår. Der findes også begrebet »Dead Man Sitting«. Hvilket angiveligt refererer til en særlig form for ekstrem balsamering af en afdød, der positioneres til at sidde med ved gravøllet. En praksis lokaliseret steder som New Orleans, Trinidad & Tobago og Puerto Rico.

Keir Starmer gik mandag af som leder af Labour i Storbritannien. Og dermed som britisk premierminister. Men han bliver siddende. Indtil partiet har udnævnt hans efterfølger og dermed Storbritanniens nye leder.

Hans afløser hedder ifølge alle britiske medier Andy Burnham. Han bliver i så fald den sjette premierminister på syv år. Burnham kommer fra borgmesterposten i Manchester og genindtræder i parlamentet. Han har forsøgt at blive Labours leder to gange tidligere. I 2010, hvor han tabte til Ed Miliband. Og i 2015, hvor Jeremy Corbyn besejrede ham. Lykkes Burnham denne gang, skal han forsøge at løfte Labour nationalt, som han har gjort det i Greater Manchester, hvor partiet under ham er gået fra en tilslutning på 45 procent til nu over 60 procent.

Til gengæld får Burnham et absolut flertal på over 400 parlamentsmedlemmer foræret. Resultatet af den jordskredssejr, Labour fik ved valget i 2024. Det er en triumf, Keir Starmer har forvandlet til en tragedie. Opstanden i Labour mod Starmer er vokset med rekordfart. Udløst af misfornøjelse over det katastrofale lokalvalg i maj – kaldet »Starmergeddon«. Labour tabte 1.464 mandater ud af de godt 2.500, det forsvarede ved valget.

Et skrækperspektiv for næste parlamentsvalg stod dermed i flammer hen over Starmers lederskab – eller hans mangel på samme. Starmers store sejr i 2024 var tydeligvis mere et fravalg af De Konservative end et tilvalg af ham.

Der synes ikke at være ret mange tilfredse vælgere tilbage i Storbritannien. Snarere en majoritet af skuffede, ærgerlige eller forknytte.

Den nu detroniserede premierminister kan således trøste sig med, at han ikke er særligt udvalgt. Det er ikke personligt. Det er ikke engang partiet, kan man argumentere for. Det er simpelthen Storbritannien. En nation, der synes politisk umulig. I hvert fald har ingen premierminister – fra konservative eller labour – evnet at sidde perioden ud de sidste ti år. Med en maltraktering af nationen i en uophørlig række af fejltagelser – ikke mindst en overmodig løsrivelse fra EU – står Storbritannien tilbage fattigere og mere dysfunktionel end i 2016.

De, der stemte nationen ud for at lukke grænsen og stoppe indvandringen, har fået mere indvandring. De, der stemte nationen ud for at gøre Storbritannien rigere, må konstatere, at det modsatte er sket.

De Konservative sejlede nationen, der engang 'ruled the waves', på grund. Uden at kunne vriste sig hverken selv eller landet fri. Men hvor billig en baggrund der end blev brilleret på, er det politiske mismod i Storbritannien nu af et omfang, hvor også Labours evner betvivles. Hvilket Andy Burnham tillige vil være oppe imod.

Eller som britiske The Telegraph skriver: »Hvis der er én person i landet, der forstår, hvordan Andy Burnham har det lige nu, er det Rishi Sunak. Den tidligere Tory-leder (og tidligere konservative premierminister, red.) ved, hvordan det er at udfordre en siddende premierminister som den formodede skiftekandidat, på trods af at han er medlem af det parti, der vurderes at have svigtet. Sunak havde nogle råd til hr. Burnham i weekenden: »Bare det at være en bedre formidler vil ikke være nok til at gøre hans premierministerperiode til en succes.«

Det er nemt at love forandringer. Men vanskeligt at levere dem. Én ting burde optage hr. Burnhams sind frem for alt andet: Økonomien. Den nationale gæld er nu 94 procent af BNP, og koster 110 milliarder pund alene i rentebetalinger. For 20 år siden var gælden mindre end 30 procent af BNP, ifølge Telegraph.

Keir Starmer havde flertallet. Han havde bare ingen plan, lyder kritikken. Burnham skal, hvis det bliver ham, have en plan. En økonomisk plan. En del af den vil i så fald indbefatte at nationalisere energisektoren, vandforsyning og anden kritisk infrastruktur, mener avisen The Guardian at vide. Og måske endda dertil at gribe selve det store monster ved hornene:

Det vil sige at erklære, at Storbritannien meldes ind i EU igen. Selvom det måske vil tage længere tid, end det tog at komme ud. Andy Burnham har før gjort sig til talsmand for dette. For eksempel på sidste års Labour-kongres: »På den lange bane – lad mig sige det, som det er; jeg vil tilbage igen. Jeg håber i min levetid at se dette land blive medlem af Den Europæiske Union igen,« lød det.

Burnham roste mandag Keir Starmer på mediet X for at have »ydet en stor indsats«. Og han erklærede sig samtidig villig til at tage over.

»Jeg ønsker at takke ham for hans lederskab og dedikation i en så udfordrende periode. Hans beslutning markerer begyndelsen på en overgang, og det er vigtigt, at denne proces udføres på en ordnet og ansvarlig måde,« skrev Burnham.

Således erklæret stendød gennem længere tid, fældet af sine egne og nu positioneret til at sidde stiv og uvirksom i et par måneder efter sin afsked, personificerer Keir Starmer den politiske udgave af »Dead Man Sitting«. Der sidder den hedengangne britiske premierminister så, balsameret i venlighed af politiske frænder, der er så flinke, at det må gøre ondt.

Hvordan skal det gå? Tror vi på det? Tror briterne på det? Deltag i debatten længere nede.

I øvrigt …

Selvom DSB egentlig har til opgave et køre tog, brugte den statsejede virksomhed sidste år knap 100 millioner kroner på at køre passagerer rundt i bus, skriver DR.dk.

Det får flere politikere på Christiansborg til at lange ud efter DSB.

Det »skriger til himlen« og er et tegn på, at DSB har et system, der »ikke fungerer efter hensigten«, siger for eksempel Leila Stockmarr, som er transportordfører i Enhedslisten.