Centralt for Anne-Marie Bradys forståelse af Kina er et kinesisk verdenskort, som på stort set alle måder adskiller sig fra den gængse vestlige fremstilling af kloden: et vertikalt verdensbillede, hvor Kina er placeret i midten som klodens dominerende stormagt, og hvor USA er skubbet op i kortets yderste fjerne periferi. Mest iøjnefaldende er verdenshavenes kolossale udstrækning. Det antarktiske kontinent ligger som et lysende hjerte i kortets nedre halvdel med de blå vandmasser – Stillehavet, Sydhavet, Det Indiske Ocean – foldet ud omkring sig i al deres enormitet.

Det Arktiske Ocean ligger på samme måde centreret i kortets øvre halvdel, præcis som Middelhavet gerne fremstilles på vesterlandske kort, tæt omkranset af vigtige stater. Det Arktiske Ocean ses i denne kinesiske optik tydeligvis som et havområde, der skaber forbindelser og muligheder for alle, der kan og vil; en betydningsfuld indsø, som enhver stormagt må interessere sig for – ganske anderledes end det utilgængelige, øde, isdækkede område fjernt mod nord, vi europæere gerne forestiller os.