Analyse. Med identifikationen af de to russiske mænd, der menes at stå bag nervegasangrebet mod en russisk eksspion i Salisbury, forsøger Storbritannien at opretholde presset på Rusland. Det handler mere om at forebygge fremtidige angreb end om at få de to udleveret til retsforfølgelse.
Diplomatisk afskrækkelse
LONDON – Efter måneders efterforskningsarbejde har britisk politi sat ansigt på to mænd, de mener står bag nervegasangrebet på eksspion Sergei Skripal og hans datter Julia i Salisbury, England, i marts. Og navne: Alexander Petrov og Ruslan Boshirov, om end det sandsynligvis er dæknavne.
Når medlemmer af Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, opererer uden for landets grænser, bruger de nemlig sjældent deres rigtige navne, og Petrov og Boshirov tilhører netop GRU og var rejst til Salisbury for at straffe deres tidligere kollega, som havde forrådt tjenesten, mener de britiske efterforskere. Anklagerne blev bakket op af overvågningsoptagelser, der viser de to rejse fra Moskva til Salisbury via London og retur.