De kender næppe Oliver Williamson. Men han er en tænksom mand, til og med økonom. Han fik da også for nogle år siden Nobelprisen i økonomi. Han er dog temmelig uortodoks. Og det er relevant, når der nu er lagt op til nye tiltag for at styrke reguleringen af den finansielle sektor i videste forstand.

Hans forskningsfelt er organiseringen og reguleringen af markeder og virksomheder. Såmænd til en vis grad også organiseringen af den offentlige forvaltning. Men hans tilgang er anderledes end mange andre økonomers (og politologers). I hans tænkning er der ingen klarøjede rationalister, der kan overskue alt, og som er i stand til at træffe oplyste beslutninger, der rækker og holder langt ind i fremtiden. Der er heller ingen tillid til, at markedet nok klarer det hele, bare man lader det i fred. Eller for den sags skyld, at staten gør det.