Først og fremmest. Islandsk nej til EU var ikke planen.
Det må gøre ondt i Bruxelles
Det strømmer ind med lykønskninger fra EU-skeptikere og modstandere til islændingene efter lørdagens afstemning.
Det islandske »nej« må således gå gennem Berlaymont-bygningen i Bruxelles som et spøgelse gennem en stadsstue. Som et varsel om, at så attraktiv, så indlysende, så uundværlig er Den Europæiske Union heller ikke. Ikke engang når dønningerne fra verdens giganter slår ind på et lille øriges kyster, løbes der i Unionens favn for at bede om hjælp mod de uberegnelige stormagter.

47,2 procent af islændingene stemte ja, 52,8 stemte nej i søndagens afstemning om at genoptage forhandlinger om optagelse i EU.
Valgdeltagelsen var på 82,5 procent, som ifølge RUV, Islands svar på DR, er det højeste siden parlamentsvalget i 2009. I alt 270.000 var stemmeberettigede ud af knap 400.000 borgere.
Ifølge de fleste analyser lykkedes det simpelthen nejsiden at gøre fiskeriet – øens vigtigste erhverv og største eksportvare – til den afgørende faktor i valgkampen. Såvel konkret som symbolsk. Det vil sige både som en afgørende del af nationens økonomi, man ikke bør afgive sin fulde kontrol over og dertil som selve hjertet i islandsk identitet og selvforståelse. At blive indskrevet i EUs fælles fiskeripolitik ville være at sælge selve nationen. Det ville være den totale opgivelse af al frihed og selvstændighed.
Der er dermed tale om et gedigent nederlag for statsministerens parti, Socialdemokratiet. Regeringen med socialdemokraterne i teten vedtog i 2024, at en afstemning om optagelsesforhandlinger skulle finde sted inden udgangen af 2027. At afstemningen allerede kom lørdag, skyldtes uroen »på den store, geopolitiske scene«, som den islandske statsminister Kristrún Frostadóttir argumenterede.
Afstemningen blev simpelthen rykket frem, efter USAs præsident, Donald Trump, truede med at overtage naboen, Grønland. EUs svar med at opbygge eget fælles forsvar og sikkerhedsstrategi på grund af Trumps fremturen, var en båd Island ikke måtte misse, mente den islandske regering.
»Det er et godt tidspunkt for Island at blive medlem,« som statsminister Kristrún Frostadóttir udtrykte det.
Men havde hun og den islandske regering regnet med, at geopolitik ville være den afgørende faktor for at få islændingene til at vælge EU til, tog de altså fejl. Søndag stillede statsministeren sig så op og erklærede, at afstemningen var en sejr for demokratiet. »Der var over 80 procent af landet, som engagerede sig i en sag som denne,« lød det fra den socialdemokratiske statsminister på et pressemøde. Og Frostadóttir fastslog dertil, at »regeringen ikke kommer til at gå videre med optagelsesforhandlinger«.
Set fra Bruxelles så det hele ellers lyst ud. I lang tid. Så sent som i begyndelsen af indeværende måned førte jasiden med over seks procent i meningsmålingerne. Et for EU lykkeligt scenario anedes på den nordatlantiske horisontlinje. Med et islandsk »ja«, ville Norge måske blive den næste. Og Unionen ville stå stærkt og uomgængelig på den nordlige halvkugle.
Nu må man i stedet lide den tort, at den indre politiske fjende jubler og tager den islandske afstemning til sig som en stor sejr i kampen mod Bruxelles. Lederen af det britiske parti Reform UK, Nigel Farage – en afgørende stemme i briternes udtræden af EU – glæder sig over, at Island kan »bevare sin uafhængighed«. Frankrigs Marine Le Pen skriver, at afstemningen viser muligheden for et »Europa bestående af frie, suveræne nationer«.
Et »nej« var ikke planen. Hverken for den islandske regering eller for kommissionsformand Ursula von der Leyen. Om blot fjorten dage holder von der Leyen sin årlige tale om Unionens tilstand for Europa-Parlamentet. Nogen i Berlaymont-bygningen gik formentlig i går i gang med at skrive udkastet om.

I øvrigt …
Et passagerskib med 267 personer ombord sank søndag ud for det nordlige Cypern. Skibet var på vej fra Kyrenia-kysten mod Taşucu i Tyrkiet ved middagstid.
Få kilometer efter afgang kæntrede skibet. I skrivende stund er otte personer omkommet, 17 personer meldt savnede og 244 reddet i land.
Politiet tilbageholdt søndag aften besætningsmedlemmer. Der var ingen melding om årsagen til forliset.
