Først og fremmest. Frie Grønne beholder mandatet, selvom Sikandar Siddique står til at ryge ud af Borgerrepræsentationen. Snyd betaler sig.
Det lønner sig
Kære læser. Denne artikel udkommer også i nyhedsbrevet »Først og fremmest«. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her, og få artiklerne i Deres indbakke. Hver dag.
Politisk leder af partiet Frie Grønne, Sikandar Siddique, står til at skulle forlade Københavns Borgerrepræsentation. Han har tabt sin anke til Digitaliseringsministeriet. Københavns Kommunes afgørelse om, at han ikke var korrekt bopælsregistreret i København op til kommunalvalget, står derfor ved magt.
Det fortæller Siddique selv til Ekstra Bladet.
Når Københavns Borgerrepræsentation højst sandsynligt stemmer ham ud, overtager hans suppleant pladsen. Og dermed må man sige, at Siddiques finte med at skifte adresse for at blive valgbar i København har virket. Ikke for ham, men for partiet Frie Grønne.

Siddique fik 3.125 personlige stemmer, partiet Frie Grønne fik sammenlagt 6.798 stemmer, hvilket gav dem et mandat. Moderaterne fik med 5.271 stemmer ikke noget mandat. Det er langtfra sikkert, at Frie Grønne havde opnået valg til borgerrepræsentationen uden Siddique på listen.
Sagens kerne handler om, hvorvidt Sikandar Siddique rent faktisk fraflyttede Herlev to måneder før kommunalvalget, da man kun kan stille op til Københavns Borgerrepræsentation, hvis man bor i København. Kommunen har i sin redegørelse fremlagt en lang række beviser – blandt andet at hans elforbrug i lejligheden i København var »urealistisk lavt«. I februar annullerede kommunen hans flytning, fordi kommunen ikke troede på, at han reelt brugte lejligheden på Nørrebro som sin bopæl.
Siddique ser sagen på en lidt anden måde.
»(Det er) en sag, der er kommet af politisk pres, fordi vi i Frie Grønne som de eneste turde sige fra over for systemet, magtfuldkomne politikere, og den zionisme, som får lov til at trække de magthavere, der skulle forestille at repræsentere folket, rundt i manegen,« skriver han i et længere opslag på sociale medier:
»Heldigvis kan deres administrative beslutning ikke tage mandatet fra Frie Grønne.«
Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation er – ifølge Altinget – klar til at smide Siddique ud af Borgerrepræsentationen. TV 2 Kosmopol har derfor talt med kommunalvalgsforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, der siger, at »meget nu taler for et omvalg«. Han fortsætter:
»Jeg kan ikke se, hvordan man kan skrue et argument sammen for, at dette snyd ikke udløser et omvalg. Ellers kommer man til at åbne en ladeport for, at folk kan begynde at fuske med adresser.«
Fristen for at klage over valget er dog langt overskreddet. Den var tilbage i januar.
Men hvorfor andre partier ikke har fået den idé at leje en lejlighed i et af brokvartererne og så proformaflytte landspolitiske stemmeslugere dertil i et par uger, er jo en gåde. Mon ikke Morten Messerschmidt med midlertidig adresse på Østerbro kunne trække et ekstra mandat til Dansk Folkeparti?
