Først og fremmest. Der var tilsyneladende en grund til, at Mette Frederiksen ikke holdt en partiledertale, men en statsministertale.
»Der er en kæmpe risiko«
Kære læser
Det var ikke, hvad hun sagde. Det var mere, hvad hun ikke talte om. Mette Frederiksen stod ved middagstid på Socialdemokratiets landsmøde i Aalborg og holdt tale til sit parti. Og det var vel at mærke en statsministertale, ikke en formandstale.
I den første kunne hun ty til regeringsgrundlaget – til ønsker, til planer, til hensigter. I den sidste ville hun blive tvunget til at forholde sig til Socialdemokratiets krise. Til hvad partiet skal stille op oven på endnu et af flere på hinanden følgende dårlige valg. Og det synes bagefter at stå som det mest bemærkelsesværdige ved talen. At der var en elefant i rummet, noget unævneligt, noget uløst.

I 2024 fik Socialdemokratiet et elendigt europaparlamentsvalg. I 2025 fik partiet en historisk stor tilbagegang ved kommunalvalget. Tabet af overborgmesterposten i København var en opsigelse af den kontrakt, man i et århundrede har haft med vælgerne om at sidde på de store byer. Partiet bevarede dertil kun med nød og næppe magten i Aarhus, Aalborg og Odense. Og ved dette års folketingsvalg tabte Mette Frederiksen og kompagni 12 mandater.
Dagen efter en Megafon-måling udstillede Venstres krise – læs gårsdagens Først og fremmest herom –, stod det andet store »magtparti« i dansk politik og ignorerede sin egen. De to partier synes for tiden mere lig i skæbne, end socialdemokrater nok bryder sig om at beskæftige sig med.
De gamle »magtpartier« har begge fået læsterlige valgtæsk de senere år. Partierne, hvor man angiveligt skal finde den kommende statsminister, fik samlet 91 mandater i 2019. Hvilket faldt til 73 i 2022. Og ved valget i marts endte de på 55 mandater tilsammen.
Når det denne lørdag er blevet udlagt som en nyhed, at Mette Frederiksen på Socialdemokratiets landsmøde har sagt, at hun gerne tager en fjerde periode som statsminister, er det værd at minde om, at det ville have været en større nyhed, hvis hun sagde det modsatte.
Og at dette modsatte meget vel kan komme af sig selv.
Socialdemokratiet erkender tilsyneladende ovenstående scenario. Selvom Mette Frederiksen ikke nævner den, er partiets krise ikke unævnelig internt. I hvert fald optræder partiets vragede minister Kaare Dybvad i Berlingske i et interview, hvor han udtaler: »Vi har tabt en masse opbakning, og vi bliver nødt til at prøve at forstå, hvad det er for nogle dynamikker, der er skyld i det.«
Dybvad har angiveligt fået opgaven – sammen med en anden vraget minister fra partiet, nuværende gruppeformand Mattias Tesfaye – at udarbejde en strategi for at opretholde Socialdemokratiets historiske rolle som et folkeparti. Og dermed undgå en lige så markant nedtur, som Venstre bakser med.
»Inden for et årti er der en kæmpe risiko for, at vi kan blive et parti på ti procent (21,8 procent ved valget i marts, red.), ligesom mange af de andre. Det er blandt andet det, vi ser på vores tilslutning på gymnasierne i dag,« siger Dybvad.
Er der et paradigmeskift på vej hos Socialdemokratiet? Fra rethaveri til tvivl? Fra at ville bestemme til at ville lytte? Eller fra rød over grøn til blå og tilbage igen?
»Jeg er ganske tryg ved, at når vi møder vælgerne om fire år, kan momsnedsættelsen tydeligt mærkes og ses på priserne i supermarkedet,« lød det fra Mette Frederiksen i talen på landsmødet. Noget af det nærmeste hun kom på at adressere forholdet mellem Socialdemokratiet og vælgerne for tiden. Ud over at hun erklærede, at hendes parti »er og vil være et bredt parti for hele befolkningen«.
Det er bare tvivlsomt, om »hele befolkningen« vil være vælgere for Socialdemokratiet, ja, end ikke en femtedel ønsker at være det i øjeblikket. Flere og flere falder fra, uanset hvor længe partiets landsmødedeltagere klapper ad deres statsminister og en tale, hvori hun opremser regeringsgrundlaget, men er tavs om selve partiet.

I øvrigt …
Under sit besøg i Irland har Donald Trump igen kritiseret NATO og de europæiske landes hjælp i krigen mod Iran, som han kalder »meget skuffende på mange måder«.
Det skriver Al Jazeera.
»NATO ønskede ikke at hjælpe os med Hormuzstrædet, selvom vi ikke får nogen olie fra strædet,« siger den amerikanske præsident, der hævder, at USA har fjernet alle miner i området.
