Er det ikke, som om Mette Frederiksen kører på lavt batteri? Som er en strømbesparende funktion aktiveret? Som om stikket er i – hun er igen statsminister for en ny regering, ja – men kontakten er slukket?

Ingen synes imponeret over regeringens stort anlagte pressemøde onsdag. Tværtimod. Og en samlet opsummeret kritik kan formuleres som et spørgsmål: Har Danmark fået unødvendighedens politik?

Tidligere socialdemokratisk finansminister i Thorning-regeringen (2011-2015) Bjarne Corydon lancerede begrebet »den nødvendige politik«. I modsætning til den ønskede politik. Der skulle skærpet økonomistyring til, konkurrencestaten skulle væbnes, og velfærdspolitikkens vennesæle og nok så velmente vej måtte vente. I hvert fald til pengene passede.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I Danmarks nye regering er der plads til »både skattelettelser og mere velfærd«, som økonomi- og indenrigsminister og leder af SF, Pia Olsen Dyhr, sagde på pressemødet. Et bemærkelsesværdigt ekko fra Anders Fogh Rasmussen, der i 00erne sagde det samme, da han øgede den offentlige sektor med 20 procent. Og som Corydon så siden fandt det påbudt at rydde op efter. Men det var, før det økonomiske råderum blev ved med at skænke politikerne nye muligheder. Seneste melding herom er i øvrigt, at råderummet snart opskrives igen. Med op til ti milliarder kroner. Det går godt.

Udenrigsminister og leder af Moderaterne Lars Løkke Rasmussen forstod på pressemødet slet ikke, at regeringens økonomiske hovednummer »har vakt furore« i pressen. Nemlig beslutningen om en halvering af moms på fødevarer samt fuldstændig at bortskaffe den på frugt og grønt. For det har jo hele tiden stået i regeringsgrundlaget, fremhævede Løkke. Og »en aftale er en aftale«, sagde Moderaternes leder.

»Furoren« er imidlertid opstået, fordi økonomiske eksperter over en kam og i klar tekst har erklæret sænkningen af momsen for såvel dyr som dum. Og de har dertil skitseret, hvorfor den måske heller ikke vil give danskerne lavere fødevarepriser. Ergo er det, ifølge økonomiske vismænd, den unødvendige politik. Men såvel Løkke som Mette Frederiksen kunne alligevel bekvemt aflede kritikken på pressemødet ved at erklære sig forbløffede over en borgerlig opinion, der i valgkampen ønskede lavere fødevarepriser, men nu åbenbart er imod.

Det syntes emblematisk for dansk politik i disse år, at SFs Pia Olsen Dyhr stod mellem nationens to seneste statsministre de sidste 12 år og talte om at »genoprette« folkeskolen. Og såvel Frederiksen som Løkke lod, som om de tillige var fornyere og bærere af denne genopretning. Som om tavlen bag dem er ren, og ingen bemærker, at svampen var tør, da de i foråret tørrede den af. Ord og gerninger fra deres egne tidligere regeringer anes som kridtstøv af glemte løfter hen over skuldrene på dem.

I øvrigt en Pia Olsen Dyhr, der var tydeligt ny i regeringstrafikken. For eksempel talte hun unødvendigt højt. Og selvmodsigende. Ikke mindst da hun fik et spørgsmål om forløbet omkring ansættelsen af særlig rådgiver Thomas Nystrøm, der efter en krænkelsessag måtte gå igen. SFs leder forsøgte at skelne mellem »dårlig dømmekraft« og »en fejl« og hævdede tillige, at forløbet både var »afsluttet« og »i proces« på en og samme gang.

Men Pia Olsen Dyhr gav måske hermed en slags løsen til at aflæse Danmarks nye regering. Dens ydre såvel som indre formål – drikkevand, grisefirepart og fri tandpleje ufortalt – ligner en politisk variant over mundheldet om, at kan man ikke få den, man vil have, må man tage den, man kan få. Regeringen er så at sige ekkoet af den selvmodsigelse, valgets tale kastede af sig. Og dannelsen af den var åbenbart så udmattende, at den straks efter gik på en lang ferie. Hvorefter den i går støvede sit aftalepapir af og forsøgte at relancere sig selv.

I midten står så en Mette Frederiksen, der ikke længere flammer op. Ikke som da hun talte om covid eller om russere, der aldrig forlader samlebåndet, eller om at ville være Arnes eller børnenes statsminister. Det er, som om SSFMR-regeringen ikke rigtig er en klub, Mette Frederiksen helhjertet glæder sig over at stille op for. 

I øvrigt …

Endnu en mistænkt er blevet anholdt i forbindelse med Nord Stream-eksplosionerne. Det oplyser den tyske anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den mistænkte – som er ukrainsk statsborger – blev anholdt i Kroatien i byen Pula efter en europæisk arrestordre. Anklagemyndigheden omtaler ham som Vladimir Z. En anden ukrainsk statsborger, der i tyske medier betegnes som Serhii K., er allerede tiltalt i sagen.

Ifølge det tyske medie Tagesschau formodes Vladimir Z. at have været en af dykkerne i gruppen, som placerede sprængladninger på de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland, i slutningen af september 2022.