Den store tyrkificering

Også for Det Osmanniske Rige fik Første Verdenskrig fatale konsekvenser. Da først tyskerne var besejret på Vestfronten, og bulgarerne ligeledes måtte give fortabt, indlod de slagne tyrkere sig i efteråret 1919 på en ydmygende våbenhvile.

Herefter fulgte Ententemagternes besættelse af Konstantinopel frem mod Sèvrestraktaten, en fredsaftale mellem sejrherrerne og Osmannerriget i 1920, et år efter Versaillestraktaten, der havde annulleret tyskernes politiske, økonomiske og diplomatiske engagement i udlandet.

Vanskeligere blev det at udmønte trepartsaftalen mellem Frankrig, Storbritannien og Italien, der skulle dele Det Osmanniske Rige. Ikke mindst på grund af en spirende tyrkisk nationalbevægelse. Parlamentet nægtede således at ratificere Sèvrestraktaten, mens grækerne med britisk opbakning indledte et felttog for at erobre områderne ved Det Ægæiske Hav.

Sultan Mehmed 6. var handlingslammet i det besatte Konstantinopel, men Nationalstyrkerne under en provisorisk regering i Ankara, anført af officeren Mustafa Kemal Pasha og bestående af andre topfolk fra den opløste osmanniske hær, tog kampen op med grækerne.

»Der er ikke tale om, at vi skal forsvare én forsvarslinje, men hele det territorium, som er vores moderland. Ikke en eneste tomme må vi opgive, uden at det først er gennemvædet af vore sønners blod,« beordrede Mustafa Kemal, krigshelt fra det succesfulde forsvar af Gallipoli-halvøen i 1915.

Grækernes erobringstogt slog fejl, og nu havde tyrkerne styrken til at forlange nye internationale forhandlinger. Internt var magtforholdet tippet, og ved våbenhvilen i Mudanya i oktober 1922 var det Mustafa Kemal og Ankara-regeringen, der førte pennen og modtog anerkendelse som legitim magthaver. Sultanen flygtede med britisk hjælp til Italien.

Underskrivelsen af Lausannetraktaten i juli 1923 sikrede tyrkerne Lilleasien og Østthrakien, og tre måneder senere, den 29. oktober 1923, kunne Mustafa Kemal erklære Osmannerriget for opløst og Republikken Tyrkiet grundlagt med ham selv som præsident. Ambitionerne fejlede ingenting.

Republikken gjorde op med det religiøst dominerede sultanat, og i forfatningen blev Tyrkiet beskrevet som en demokratisk og sekulær stat. Et halvt år efter sin indsættelse fordrev præsidenten Abdülmecid 2., der ellers – som symbolsk indrømmelse efter sultanens flugt – var blevet udnævnt til kalif af Nationalforsamlingen i Ankara. Efter 625 år var den sidste rest af det osmanniske imperium borte.

Mustafa Kemals popularitet gjorde det muligt at gennemføre radikale reformer. På få år blev det arabiske skriftsprog erstattet af det latinske alfabet. Præsidenten tog på charmeoffensiv og førte an i undervisningen af børn, bønder og andet godtfolk.

Det var også slut med at bære traditionelt osmannisk (muslimsk) tøj. I stedet skulle tyrkerne klæde sig vestligt: bukser/kjole, støvler, jakke, vest, hat, trøje og slips. De, der forbrød sig mod de nye krav og iførte sig tørklæde og fez, blev anholdt af modepolitiet.

Tyrkificeringen af samfundet førte til spændinger og utilfredshed blandt landets etniske minoriteter, ikke mindst kurderne, der frygtede, at den strenge homogenisering ville tage livet af deres kulturelle arv.

Konstantinopel blev til Istanbul, og moderniseringen medførte obligatorisk, skattebetalt skolegang og opførelsen af tusindvis af skoler samt flere universiteter for begge køn. I 1934 fik kvinder valgret, og samme år gav parlamentet Mustafa Kemal titlen Atatürk, »tyrkernes fader«, et hædersnavn, han bar til sin død i 1938.

Først i 1945 indførtes et reelt flerpartisystem med stor politisk ustabilitet og en stribe militærkup til følge. Det liberaliserede Tyrkiet blev medlem af FN (1945), NATO (1952), OECD (1961), OSCE (1973) og G20 (2006).

Men de senere år har Recep Tayyip Erdoğans autokratiske greb om magten ført til en osmannisk renæssance. Han, der gerne kalder sine tilhængere for »Osmanlı torunu«, osmannernes børnebørn, har omtalt Jerusalem som »vores« i reference til Süleyman 1.s genopbygning af byen i 1500-tallet.

Den nuværende regering har annulleret Hagia Sophias status som museum (siden 1934) og omklassificeret det byzantinske monument til moské, og for blot få uger siden gav man for første gang i netop 100 år statsstøtte til en nyopført kirke på tyrkisk jord.

Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.