Den 14. juni 2016 kunne man læse i Washington Post, at russiske hackere var brudt ind i computere tilhørende Demokraternes Nationale Komité og havde fået adgang til partiets filer om Donald Trump. Den politiske verden, der i forvejen var lammet af Trumps forbløffende fremgang, lagde knap nok mærke til denne oplysning. I nyhederne citerede man eksperter, der hævdede, at russerne sikkert bare ville have flere oplysninger om Trump til brug i deres udenrigspolitiske dispositioner. Russerne var allerede begyndt at tilkendegive deres utvetydige støtte til Trump i medierne. Men da nyheden om hackerangrebet kom, blev der ikke rejst den mindste mistanke om, at Rusland kunne være ude på at ændre valgresultatet, eller at Trump og personer i hans nærmeste omgivelser kunne stå i ledtog med en fremmed magt.

Afsløringen af den russiske skandale har været som at gå ind i en mørk grotte. Hvert eneste skridt fortæller os, at hulen er dybere, end vi havde troet, og efter hvert skridt spekulerer vi på, hvor langt ind den mon stadig fører, men vores fatteevne er begrænset af de skridt, vi allerede har taget. Grotten er måske lidt dybere endnu, tænker vi, men vi kan vel næppe komme ret meget længere? Og eftersom forsøget på at forstå skandalens omfang er præget af stor usikkerhed, retter vi opmærksomheden mod det mest sandsynlige resultat, som er, at historien nok stikker lidt dybere, end vi allerede har opdaget. Det kunne for eksempel være, at Donald Trump Junior, Jared Kushner og Paul Manafort fortalte deres kandidat om deres møde i Trump Tower med en russisk advokat, som havde lovet at forsyne dem med »snavs« om Hillary Clinton; at Trump og Kushner havde forskellige lyssky investeringer i Rusland; og at nogle af Trumps rådgivere havde lovet at ophæve visse sanktioner mod Rusland.