Disciple. Det var magtstrukturen i Faklen: Mig i toppen, pigerne i midten, og drengene i bunden.
Den rene vare
Jeg er netop blevet gjort opmærksom på en artikel i Weekendavisen den 5. januar, som indeholder urigtigheder og halve sandheder om min person, hvilket må formodes at være årsagen til, at jeg ikke har fået den tilsendt, og jeg nærer da heller ikke de store forhåbninger til, at denne berigtigelse vil blive bragt uforkortet – eller overhovedet, for den sags skyld! Sådan er nu engang presseetikken i et land, der med stormskridt bevæger sig mod højre (og ville sikkert også være det, hvis det gik den anden vej).
Tidsskriftet Faklen har naturligvis aldrig besat nogen kirke. Et af medlemmerne benyttede blot den lovpriste, men sjældent praktiserede ytringsfrihed til at prædike næstekærlighed under en transmitteret julegudstjeneste. På samme måde er det åbenbart artiklens forfatter magtpåliggende at citere et brev, hvor Jens-André Herbener spørger mig til råds om brugen af hallucinogener, i sin helhed, men ikke at nævne, at jeg altid i de kraftigste vendinger har frarådet denne brug.