Energi. Store virksomheder står klar til at investere milliardbeløb i, at Danmark kan blive »Europas store grønne kraftværk«. Men hvordan vil staten overbevise de lokale om, at de skal lade energiparker ødelægge deres natur? Især når de næppe kommer dem til gode?

Den grønne ørken

Foto: Jesper Voldgaard, Scanpix.

»Danmark bliver med denne aftale et stort grønt kraftværk for hele Europa.« Sådan sagde daværende klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, da det meste af Folketinget i juni 2022 indgik en meget ambitiøs aftale om et mere grønt og sikkert Danmark.

Hvad skal ind? Sol og vind. Med aftalen vil man firedoble mængden af sol- og vindenergi på land inden 2030 gennem et nyt politisk værktøj kaldet statslige energiparker, hvor staten hjælper kommunerne med at bane vejen for store lokale projekter. Indtil videre er der 105 statslige energiparker i spil, og selvom det langt fra er givet, at de alle bliver til noget, er ambitionen at bebygge over en procent af Danmarks samlede areal med vindmøller og – især – solceller. Sagt mere jordnært svarer det til at bygge solcelleparker og vindmøller på hele Falsters areal.